Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

landbrug - udviklingen mod det moderne landbrug

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Landbrug. Merinofår; akvarel fra ca. 1840. Det spanske merinofår med den fine uldkvalitet indgik fra slutningen af 1700-t. i det systematiske avlsarbejde i alle europæiske lande. Ved at krydse med de mere robuste landracer og med de engelske fåreracer med større kødfylde udvikledes de moderne fåreracer, der leverer en god og fyldig uldmængde og som lam er gode slagtedyr.

Landbrug. Merinofår; akvarel fra ca. 1840. Det spanske merinofår med den fine uldkvalitet indgik fra slutningen af 1700-t. i det systematiske avlsarbejde i alle europæiske lande. Ved at krydse med de mere robuste landracer og med de engelske fåreracer med større kødfylde udvikledes de moderne fåreracer, der leverer en god og fyldig uldmængde og som lam er gode slagtedyr.

Det første afgørende opbrud i landbruget kom i 1700-t. Landbruget blev i stadig stigende grad et led i en global økonomi, og man begyndte at gribe mere systematisk ind i naturens resurser for at optimere produktionsbetingelserne. Fra den romerske oldtid til begyndelsen af 1700-t. var landbrugets organisation, teknologi og teori relativt uforandret, men derefter indledtes den udvikling, der førte til 1900-t.s højeffektive og specialiserede landbrug.

Den europæiske ekspansion i Afrika, Amerika og Asien betød etablering af plantagedrift, især i Nord- og Sydamerika og ofte med anvendelse af slavearbejdskraft. Typiske plantageprodukter var sukkerrør, bomuld og kaffe. Forbindelserne mellem kolonierne og mellem den gamle og den nye verden resulterede i overførsler af afgrøder mellem verdensdelene: Fårehold fulgte med koloniseringen til Australien og New Zealand, kaffe spredtes fra Afrika til Asien (Java) og Sydamerika, majs indførtes fra Amerika til Sydeuropa, sukkerrør kom fra Sydasien til Mellemamerika, og kartoflen blev med store ernæringsmæssige konsekvenser ført fra Sydamerika til Europa, hvor den langsomt vandt indpas. Landbruget i de østasiatiske dele af verden var dog længe uberørt af denne udveksling.

I England indledtes i løbet af 1700-t. en intensivering af landbruget. Udviklingen, der ofte betegnes som landbrugsrevolutionen, havde rødder i forbedringer i det hollandsk-flanderske landbrug i 1600-t., men i løbet af 1700-t. fremstod det nye landbrug især som et særligt britisk system, Norfolksystemet, der dannede forbillede i Europa. Den årlige rotation mellem vår- og vinterafgrøde og græsning udvidedes til også at rumme foderafgrøder eller udsåning af kløver i græsmarken, hvilket øgede udbyttet, og de traditionelle afgrøder suppleredes med indførte og domesticerede arter som kartoffel, kløver, raps og roer. Ændringerne i dyrkningssystemet og afgrøderne fremmede afviklingen af det nedarvede jordfællesskab, således at hver bedrift fik sin jord afgrænset og samlet (se enclosure). Den intensiverede udskiftning i England dannede forbillede for landboreformer i det øvrige Europa, tidligst i Frankrig og Danmark, senere i det meste af det øvrige Europa i løbet af 1800-t.

Annonce

Det nye landbrug opererede med langt flere afgrødemuligheder end tidligere. Sukkerudvinding af roer begyndte i det tyske område, og den første sukkerfabrik anlagdes i Schlesien i 1802. Den naturlige kvæggødning blev suppleret med kunstgødning, først benmel, senere forarbejdet organisk affald og fra 1800-t. kemisk fremstillet gødning. Afvanding og jordforbedring ved bl.a. mergling, dvs. påføring af kalk, blev taget op i større omfang. Mod slutningen af 1700-t. lagdes grunden til en egentlig landbrugsvidenskab, der søgte at udvikle rationelle metoder for jordens hensigtsmæssige behandling. I England inddrog den videnskabelige udvikling også kvæget i form af de første tilløb til et systematisk avlsarbejde for at fremskaffe de mest ydedygtige individer, ligesom det spanske merinofår blev grundlaget for en forædling af europæisk, senere af hele verdens fåreavl.

Industriproduktionens gennembrud, først i Storbritannien, senere i det øvrige Vesteuropa og i USA, førte også til massefabrikation af landbrugsredskaber af jern, og man fik de første arbejdskraft- og tidsbesparende landbrugsmaskiner, fx rensemaskiner og tærskeværker. Over hele Europa begyndte man at udgive lærebøger og tidsskrifter og oprette landbrugsselskaber, fx Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i 1769, landbrugsskoler, den første i Halle i Tyskland i 1727, samt højere landbrugsuddannelsesinstitutioner; af de sidste kan især nævnes landbrugsinstituttet, senere kongeligt landbrugsakademi, i Möglin ved Berlin, grundlagt af Albrecht Thaer i 1806.

Udviklingen, der også omfattede opdyrkning af store, hidtil uopdyrkede områder og kolonisering af hede- og mosearealer i Nord- og Østeuropa, gjorde det muligt at brødføde et stigende befolkningstal i Europa. I 1800-t.s første halvdel skete der en begyndende mekanisering med udgangspunkt i Storbritannien og især i USA. I 1831 producerede amerikaneren Cyrus Hall McCormick den første mejemaskine, mens hans landsmand John Deere (1804-86) i 1830'erne fremstillede den første plov helt af jern. Anvendelsen af kunstgødning, salpeter og guano fra Peru, øgedes, og fra 1830'erne begyndte man at tage kemien i anvendelse; tyskeren Justus von Liebig, franskmanden J.B.J.D. Boussingault og briterne Joseph Henry Gilbert (1817-1901) og John Bennet Lawes (1814-1900) var således pionerer inden for den systematiske landbrugskemi, der byggede på eksakte analyser af plantevækstens vilkår og næringsstoffernes omsætning.

Landbrug. Tærskeværk i katalog fra M.P. Allerups Jernstøberi i Odense, 1854. Den traditionelle tærskning ved håndkraft krævede et stort arbejds- og tidsforbrug, og man søgte tidligt at effektivisere arbejdsprocessen gennem mekanisering. Tærskeværket havde som i dette tilfælde først hestegangen som drivkraft, dernæst vandt fra 1860'erne dampkraften indpas. I Danmark var det almindeligt, at flere gårde kunne deles om et tærskeværk, indtil mejetærskeren fra 1960'erne gjorde det overflødigt.

Landbrug. Tærskeværk i katalog fra M.P. Allerups Jernstøberi i Odense, 1854. Den traditionelle tærskning ved håndkraft krævede et stort arbejds- og tidsforbrug, og man søgte tidligt at effektivisere arbejdsprocessen gennem mekanisering. Tærskeværket havde som i dette tilfælde først hestegangen som drivkraft, dernæst vandt fra 1860'erne dampkraften indpas. I Danmark var det almindeligt, at flere gårde kunne deles om et tærskeværk, indtil mejetærskeren fra 1960'erne gjorde det overflødigt.

Fra midten af 1800-t. i takt med kolonisering og opdyrkning øgedes kornproduktionen kraftigt i Sydamerika, USA og Rusland, og nye kommunikationsmidler i form af dampskibe og jernbaner muliggjorde import til det stadig voksende europæiske marked. Her medførte konkurrencen udefra generelt og især i Holland og Skandinavien en omlægning til mere intensivt landbrug, bl.a. mejeridrift, der foruden dampmaskinen udnyttede teknologiske fremskridt som centrifugen og kølemaskinen. En stigende levestandard i NV-Europa og USA medførte øget efterspørgsel efter kød og mejeriprodukter; udviklingen fortsatte i 1900-t., først i Syd- dernæst i Østeuropa og senere i Østasien, og forskubbede løbende vægten fra vegetabilsk til animalsk produktion.

Landbrugsproduktionens regionale opdeling

I anden halvdel af 1800-t. foregik der en stigende opdeling mellem et mere intensivt, eksportmarkedsorienteret landbrug i Nordeuropa og et mere traditionelt i Syd- og Østeuropa. Det amerikanske landbrug, der var lagt an på produktion af kødkvæg, hvede og majs, var fra omkring midten af 1800-t. teknologisk førende, mens det canadiske og newzealandske landbrug fik stigende betydning for produktionen af kød- og mejeriprodukter, og det australske blev førende i produktionen af uld og lammekød, som takket være fryse- og køleteknikken kunne tilføres det europæiske marked. I Nordeuropa og USA blev bønderne landmænd i moderne forstand og efterhånden integreret i den internationale arbejdsdeling og markedsøkonomi. I de øvrige dele af verden var det gamle bondelandbrug med fæstebønder og godsejere derimod fortsat dominerende. Jordreformer med fordeling af jorden fra storgodser til bønderne blev derfor centrale elementer i de revolutioner og revolutionære bevægelser, som udviklede sig i 1900-t. i eksempelvis Mexico, Rusland og Kina.

Fra ca. 1850 og frem skete der en opdeling af verdens landbrug; i de økonomisk mindre udviklede lande blev landbruget præget af en omfattende produktion af først og fremmest korn med få omkostninger, mens udviklingen i de økonomisk udviklede lande gik imod en begrænset, omkostningstung, men højt forædlet produktion af især mejerivarer. Denne opsplitning har i slutningen af 1900-t. stadig en afgørende indflydelse på den globale landbrugsproduktion med betydelige konsekvenser for de enkelte sektorers landbrug. Landbruget i store dele af Afrika, Asien og dele af Amerika, der længe organisatorisk som teknologisk arbejdede forholdsvis uberørt inden for traditionelle rammer, er langsomt blevet integreret i den globale arbejdsdeling.

Tiden omkring år 1900

Efter 1. Verdenskrig var mange stater opsat på at skabe grundlag for en stabil landbrugsproduktion med henblik på forsyning af hjemmemarkedet; hertil kom, at landbruget og dets organisationer var stærkt interesseret i at fastholde en erhvervsaktiv befolkning i landdistrikterne. Det har betydet, at andre hensyn end de strengt driftsøkonomiske har gjort sig gældende i hovedparten af de industrialiserede landes landbrugspolitik; det kom bl.a. til udtryk i den kriselovgivning, der gennemførtes i de fleste europæiske lande og i Nordamerika i 1930'erne.

Efter Den Russiske Revolution i 1917 havde Sovjetstyret gennemgående store vanskeligheder med at finde holdbare løsninger for landbruget. Af ideologiske årsager gennemførte det kommunistiske styre en tvangskollektivisering i store, gennemmekaniserede bedrifter, men for at opnå en stabil fødevareforsyning måtte man alligevel acceptere, at kollektivbønderne drev en lille jordlod for sig selv i deres fritid.

Landbrugsvidenskaben, formidlet gennem højere læreanstalter og landbrugsskoler, førte til øget faglig dygtiggørelse af landbrugerne parallelt med en politisk og social frigørelse i de fleste europæiske lande og Nordamerika. Statslige organer for landbrugets fremme etableredes i de fleste lande, og USA fik i 1862 som det første et særligt landbrugsministerium. Egentlige sammenslutninger af landbrugere til varetagelse af faglige og politiske interesser opstod i anden halvdel af 1800-t., ofte delt efter bedriftsstørrelser i gårdmands- og husmandsforeninger, i Danmark i landboforeninger og husmandsbevægelsen. Hvor landmændene organisatorisk og politisk stod stærkt, og bedriftsstrukturen var relativt ensartet som i Skandinavien, dele af USA og i de britiske dominions, blev en betydelig del af erhvervets indkøb, forædling og afsætning varetaget af kooperative virksomheder; i Danmark fik andelsbevægelsen således stor betydning. Nye energikilder, først dampkraften, senere forbrændingsmotoren og elektriciteten, blev taget i brug, og en egentlig mekanisering tog fart omkring år 1900 med USA som det førende land. Op gennem 1900-t. indførtes traktorer, tærskeværker, malkemaskiner, bomuldsplukkemaskiner m.m., der mangedoblede produktiviteten og dermed sparede arbejdskraft; landboer måtte i stigende grad drage til byerne og finde beskæftigelse i industri og servicefag.

Landbrugsvidenskabens fortsatte fremskridt muliggjorde praktisk anvendelse af foderstoffer, kunstgødning og nye afgrøder, fx sojabønnen. Pionerer var arvelighedsforskerne østrigeren Gregor Mendel og danskeren W. Johannsen, og deres forskningsresultater betød store systematiske fremskridt i avlsarbejdet for både dyr og planter, mens amerikaneren Luther Burbank videreudviklede en række afgrøder. Russeren Ilya Ivanov (1870-1932) tog kort efter århundredskiftet de første skridt i retning af kunstig befrugtning af kvæg, hvilket skulle få afgørende betydning for husdyrbruget.

Et af 1900-t.s afgørende videnskabelige fremskridt blev endvidere den stadig mere effektive bekæmpelse af dyresygdomme, fx kvægtuberkulose, primært gennem vaccination og bedre hygiejne, og af plantesygdomme, fx kartoffelskimmel (kartoffelpest), oftest vha. sprøjtemidler, men også ved forædling af resistente sorter. De kraftigt forøgede udbytter i planteavlen og den animalske produktivitet i første halvdel af 1900-t. har været nøje forbundet med en bred videnskabelig indsats og formidling i samspil med det praktisk arbejdende landbrug.

Læs mere om landbrug.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: landbrug - udviklingen mod det moderne landbrug i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114176