Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

landbrug - middelalder

Oprindelig forfatter Hybel Seneste forfatter sthornval

Landbrug. Idealiseret fremstilling af fransk landbrug omkring 1400. Slottet Lusignan knejser over markerne, der er indhegnet af stengærder. Der pløjes med hjulplov og okser, tv. beskæres vinstokke, th. høstes formodentlig rodfrugter; den tomme mark kan være en frugt- eller kålhave. Bagest græsser får på den åbne mark, vogtet af hyrden med sin hund. Billedet stammer fra den franske kalenderbog Les très riches heures du Duc de Berry fra ca. 1412-15 og viser arbejdet i marts måned. Musée Condé, Chantilly.

Landbrug. Idealiseret fremstilling af fransk landbrug omkring 1400. Slottet Lusignan knejser over markerne, der er indhegnet af stengærder. Der pløjes med hjulplov og okser, tv. beskæres vinstokke, th. høstes formodentlig rodfrugter; den tomme mark kan være en frugt- eller kålhave. Bagest græsser får på den åbne mark, vogtet af hyrden med sin hund. Billedet stammer fra den franske kalenderbog Les très riches heures du Duc de Berry fra ca. 1412-15 og viser arbejdet i marts måned. Musée Condé, Chantilly.

I denne periode var hovedparten af befolkningen i Europa stadig landbrugere, og folketallet voksede hastigt. Det antages, at ca. 90% af befolkningen levede på landet, og at befolkningstallet mellem 1100 og de store pestepidemier fra 1348 steg til mellem det dobbelte og det tredobbelte. Forudsætningen herfor var forøgelse af landbrugsproduktionen, som voksede pga. dels arealudvidelse, dels teknologisk udvikling.

I England voksede befolkningen fra 1,5-2,5 mio. i 1086 til 3,8-7,2 mio. mennesker omkring 1300. I takt hermed blev det opdyrkede areal udvidet fra 3,4 mio. til 4,7 mio. ha. Hertil kom stigende inddragelse af enge, heder, moser, skove og marskland til andre landbrugsmæssige formål end kornavl. Der er spor af en lignende proces overalt i Europa med udvidelser af eksisterende landsbyer og anlæggelse af nye i de vesteuropæiske kernelande og med kolonisering af Østeuropa, Baltikum og de keltiske riger i Vest.

På de tunge lerjorde i de flade og bakkede landskaber, som præger størsteparten af Europa nord for Alperne og Pyrenæerne, var kornavlen fremherskende. I de bjerg- og skovrige egne, på sandede jorde, heder og i marsken slog man sig på husdyrbrug med bibeskæftigelser som fx fuglefangst, rørskæring og fremstilling af salt. Korndyrkning giver seks gange så mange kalorier pr. arealenhed som husdyravl. Alligevel synes levestandarden nok så høj i de områder, som i agerbrugsmæssig henseende kan betegnes som marginale. Det skyldtes, at man her ofte fremstillede produkter, som var let omsættelige til den relativt beskedne, men voksende bybefolkning og til de udprægede agerbrugere. Flere marskegne var således i 1100- og 1200-t. blevet del af en regional arbejdsdeling som kornimportører og eksportører af bl.a. mejeriprodukter, levende dyr, uld, kød, huder og salt, med i visse tilfælde nogle af Europas højeste befolkningskoncentrationer.

Annonce

Europa blev i løbet af middelalderen opdelt i forskellige landbrugszoner. Fra 1100-t. etablerede bl.a. cisterciensermunke fåreavl i den nordlige del af England. Fåreavlen og uldeksporten til Nederlandenes protoindustrielle fabrikation af fint klæde blev en stadig vigtigere del af den ellers stærkt agerbrugsorienterede engelske landbrugsøkonomi. I slutningen af middelalderen gav denne gradvise omlægning fra agerbrug til fåreavl anledning til, at England opbyggede sin egen klædefremstilling. Også spanske fåreavlere leverede uld til de nederlandske byer, hvis fødevareforsyning i stigende grad blev afhængig af importeret korn fra det nordlige Frankrig og fra Østersøregionen. Rhinlandet og Frankrig producerede vin, som stort set kunne afsættes overalt. I de nykoloniserede egne langs Østersøens sydlige og østlige kyster og det øvrige Østeuropa tog korndyrkningen til, især dyrkning af rug, og dette korn fandt vej til Vest- og Nordeuropa. Fra slutningen af 1200-t. var det vestlige Norge, hvor man havde specialiseret sig i kvægbrug og fiskeri, afhængigt af kornimport fra NØ-Tyskland, og nogenlunde samtidig begyndte en del af de østengelske byers forsyning med rug også at komme fra Østersøregionen.

Også Danmark var del af denne interregionale arbejdsdeling, og landet selv var opdelt i agerbrugs- og husdyravlszoner. På Øerne og i det østlige Jylland var kornbruget fremherskende, men ikke mere, end at bønder også tog del i det årlige sildefiskeri, og at man også på Øerne og i Østjylland opdrættede heste og kvæg; husdyrbruget dominerede det øvrige Jylland. Handel med korn var sporadisk og knyttet til misvækstår. Den danske udenrigshandel med landbrugsprodukter bestod gennem hele middelalderen fortrinsvis af heste, talg, smør, huder og i stigende grad af levende okser. Opfedning og udførsel af okser blev i løbet af middelalderens sidste århundreder en vigtig del af landbrugsøkonomien, men denne eksportsucces rokkede ikke ved kornbrugets helt afgørende betydning for ernæringen.

Agerbrugssystemer i middelalderen

Der forekom i middelalderen forskellige agerdyrkningssystemer. Svedjebrug blev fx praktiseret nogle steder i Frankrig til helt ind i 1400-t. Forskellige former for ind-udmarks-brug var fremherskende i mange egne. Græsmarksbruget på de sandede jorde i Vestjylland var en af disse former. Ved græsmarksbrug dyrkes indmarken kontinuerligt uden braklægning, men støttet af tilførsel af græstørv fra udmarken og eventuelt husdyrgødning. Som i Danmark var disse dyrkningssystemer i resten af Europa især knyttet til de i agerbrugsmæssig henseende marginale egne. De eksisterede helt frem til middelalderens slutning i Friesland, NV-Tyskland, det vestlige Nederlandene, i visse egne af Rhinlandet, Ungarns skovland, Skotland og flere andre steder. Nogle steder beholdt man ind-udmarks-bruget helt frem til 1800-t.

Romerne introducerede skiftebruget i Gallien og Britannien, og det blev i middelalderen udbredt over hele den europæiske agerbrugszone. Skiftebruget blev i Nordeuropa ofte knyttet til et åbent marksystem, hvor al landsbyjorden var opdelt i vange, som igen blev udparcelleret mellem brugene, det såkaldte vangebrug. Det var fx tilfældet i det midtengelske område i et bælte fra Durham i nord til Kanalen i syd, og i Østjylland, Skåne og på de danske øer, hvor vangebruget formentlig blev introduceret omkring 1200. Den teknik, romerne førte til NV-Europa, bestod i en simpel vekslen mellem dyrkning af en del af jorden og braklægning af den anden, dvs. toskiftebrug. Romerne kendte til fordelene ved et vekseldriftssystem, hvor man skiftede mellem tilsåning af vinter- og forårsafgrøder og braklægning, men først i middelalderen blev der udviklet et sådant rotationssystem med sædskifte og braklægning nord for Alperne. En af grundene hertil skal søges i klimaforskellene mellem Middelhavsregionen og Nordeuropa.

Indførelsen af treskiftebruget var en af middelalderens største teknologiske innovationer, og det førte til en betragtelig produktivitetsstigning. Ikke alene fordi det bragte to tredjedele af jorden under konstant kultivation, men også fordi skiftet mellem vinter- og forårsafgrøder kunne koncentrere næringsstoffer i jorden, ikke mindst ved dyrkning af de bælgplanter, som blev almindelige i middelalderen. Desuden blev faren for misvækst pga. dårligt vejr formindsket, og arbejdet mere jævnt fordelt ud over året. Til gengæld gav den mindre braklægningsdel mindre græsningsareal, og hvis treskiftet var organiseret som trevangsbrug, gav det en lang række tekniske og organisatoriske problemer pga. opsplitningen af de enkelte bønders jord i vangene.

Treskiftebruget kendes tidligst i karolingertiden fra de store kongelige og klostrenes godser i det nordlige Frankrig og i det sydvestlige Tyskland. Som det ofte praktiseredes senere i middelalderen, har man formentlig benyttet en kombination af to- og treskiftebrug, således at en del af jorden fx indgik i rotationen hvede, forårsbyg, brak, og en anden del vekslede mellem rug og brak. Treskiftebruget bredte sig gennem middelalderen, men det fortrængte ikke toskiftebruget. I Danmark er der i Skånske Lov indikation for to- og trevangsbrug omkring 1200, og tovangsbruget er dokumenteret i Århus kannikebords jordebog fra ca. 1315. I Midtengland, hvor vangebruget var fremherskende, var tovangsbruget stadig det almindeligste i 1200-t., og der er kun få tegn på, at tovangsbruget blev afløst af trevangsbrug. Tovangsbruget var dominerende på de højtliggende kalkholdige, ikke så frugtbare jorde, især i det sydvestlige hjørne af det engelske vangebrugsbælte, mens de mere frugtbare jorde blev drevet under trevangsbrug. Hvor der i 1500- og 1600-t. kan konstateres en konsekvent omlægning af tovangsbruget, førte det ikke til trevangs-, men som oftest til firevangsbrug.

Teknologi

Muldfjælsploven var en forudsætning for en effektiv udnyttelse af den nordeuropæiske lavlandzones tunge, frugtbare jorde, men arden, hakken og spaden var vigtige redskaber for middelalderens bonde. Man skal et stykke op i middelalderen for at finde dokumentation for de muldfjælsplove med asymmetriske skær, der skabte de for middelalderligt landbrug så karakteristiske højryggede lange agre. I Danmark har muldfjælsploven været i brug fra omkring 1100, men noget peger mod en tidligere datering i lighed med, hvad der er indicier for i England. Men selv i agrarteknologisk set avancerede lande som Flandern, Frankrig og England var disse plovtyper ikke enerådende ved udgangen af middelalderen.

Den delvise afløsning af oksen med hesten som trækkraft var ligeledes en vigtig teknologisk landvinding. I middelalderen var der delte meninger om fordelene ved at anvende heste i landbruget. Fra omkring 1000 blev det dog stadig mere udbredt at udnytte hesten til effektivisering af markarbejdet og især transport af landbrugsprodukter. I løbet af 1100- og 1200-t. orienterede nederlandsk, nordfransk og mindre udpræget også sydøstengelsk landbrug sig for alvor mod hesten. Behovet for hyppigere pløjning og harvning steg med indførelsen af de forskellige skiftebrugssystemer, og man tilstræbte efterhånden at opnå en bedre jordberedning ved bortlugning af ukrudt og forøget pløjning. I de mest intensivt opdyrkede områder i Nordeuropa pløjede man i 1200- og 1300-t. jorden helt op til seks gange årligt. Anlæggelsen af vind- og vandmøller havde endvidere stor betydning for produktivitetsudviklingen. I England steg antallet af møller fra ca. 6000 i 1086 til 10.000-15.000 i begyndelsen af 1300-t., hvor antallet af franske møller er gjort op til ikke mindre end 40.000.

Innovation og spredning af teknologi var vigtig for det middelalderlige landbrugssamfunds udvikling. Men indtil 1700-t. blev produktivitetsforbedringerne i nok så høj grad forårsaget af en lang kæde af små forbedringer gennem reorganisering og tilpasning af eksisterende teknologi til naturgrundlaget og placering i forhold til de voksende markeder. Noget lignende gælder landbrugsproduktionens organisering; også den var genstand for forandring og tilpasning. 1200-t.s og renæssancens landbrugs- og organisationstekniske manualer giver et levende indtryk af, hvor interesseret man var i forbedringer af landbrugets tekniske sammensætning og i organisering af de arbejds- og administrationsprocesser, som var affødt af de middelalderlige stordriftsformer. Men disse manualer og det meste af det øvrige kildemateriale skygger i nogen grad for, at langt hovedparten af landbrugsproduktionen var organiseret af almindelige bønder.

Bønderne i middelalderen

I betydelige dele af Europa var der slet ingen stordrift, og i de egne, hvor den var udbredt, må man skønne, at bondebruget bidrog med broderparten af den samlede landbrugsproduktion. Bønderne havde del i den teknologiske udvikling; de var aktive i kommercialiseringen, og de indgik i forskellig grad i et arbejds- og administrationsfællesskab. Denne kooperation findes afspejlet i de danske landskabslove fra begyndelsen af 1200-t., og den er kendt over det meste af Europa. Kooperationen knyttede sig til en af de vigtigste middelalderlige institutioner i den europæiske agerbrugszone: landsbyen. De øvrige landbrugszoner var derimod præget af enkeltliggende gårde og huse. Efter 1400 er der tegn på en bondekommunalisme, hvor landsbykooperationen tiltog sig stadig flere opgaver og endog fremstod som kollektiv aktør i det politiske liv.

Bondekommunalismen stod nok stærkest inden for det vaklende tyske kejserrige. I en del af riget dannede bønderne deres egen kommunale føderation, Schweiz, men selvstyrende bondekommuner eksisterede også uden for det tyske sprogområde. Bondekommunalismen skal bl.a. forstås i sammenhæng med, at hovedgårdsdriften efterhånden blev afviklet i Vesteuropa. Processen begyndte i 1100-t. og varede omkring 500 år. Den gamle middelalderlige organisering af stordriften i agerbrugszonen, hvor en del af godsets jord blev drevet som samlet enhed af hoveripligtige bønder under en forvalters eller forpagters direktion, blev med tiden en stadig større hindring for de store jordbesidderes bestræbelser på at få mest muligt ud af deres besiddelser. 1200-t.s landbrugsmanualer taler deres tydelige sprog om systemets ineffektivitet. Resultatet var, at produktionen i stigende grad blev lagt i hænderne på bønderne, og at jorddrotterne trak sig tilbage som rentierer.

I Danmark, NØ-Tyskland og Østeuropa var situationen en anden. Her var der i middelalderen ingen, eller kun ganske ubetydelig, hovedgårdsdrift baseret på hoveri. De store jordbesiddere udlejede jordlodder til bønder, der betalte lejeafgift i naturalier eller penge, og de forpagtede større arealer ud til driftige folk, som drev jorden ved hjælp af lønnet arbejdskraft. Først ved udgangen af middelalderen og i løbet af de følgende århundreder begyndte jorddrotterne at etablere hovedgårde og stramme grebet om landbefolkningen.

Læs mere om landbrug.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Hybel: landbrug - middelalder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114172