Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

landbrug - forhistorie

Oprindelig forfatter Aaby Seneste forfatter Redaktionen

Landbrug. Det øverste kort viser alderen på den tidligste forekomst af jordbrug i forskellige egne af Europa og er baseret på kulstof 14-undersøgelser; farvekoden angiver antal år før nu. Det nederste kort viser et genetisk kort over europæere beregnet på grundlag af hyppigheden af 95 udvalgte gener. Tallene og farverne angiver områder med ensartet genetisk variation; forskelle angiver ændringer i den genetiske sammensætning mellem områderne; talværdierne 1-8 er arbitrære og fremkommer ved den anvendte statistiske metode (principal-komponent-analyse). Mønsteret omfatter 22% af al den genetiske variation, der findes i området. De to kort ser bemærkelsesværdigt ens ud, hvilket kan forklares ved, at der samtidig med jordbrugets spredning også skete en vis spredning af gener enten ved udvandring eller ved et genflow mellem nabopopulationer. På den måde spredtes gener fra Mellemøsten til resten af Europa, hvor de blandedes op i de oprindelige populationers genpuljer. Jo længere fra oprindelsesstedet og jo senere opblandingen skete, jo større fortynding, dvs. lavere talværdi.

Landbrug. Det øverste kort viser alderen på den tidligste forekomst af jordbrug i forskellige egne af Europa og er baseret på kulstof 14-undersøgelser; farvekoden angiver antal år før nu. Det nederste kort viser et genetisk kort over europæere beregnet på grundlag af hyppigheden af 95 udvalgte gener. Tallene og farverne angiver områder med ensartet genetisk variation; forskelle angiver ændringer i den genetiske sammensætning mellem områderne; talværdierne 1-8 er arbitrære og fremkommer ved den anvendte statistiske metode (principal-komponent-analyse). Mønsteret omfatter 22% af al den genetiske variation, der findes i området. De to kort ser bemærkelsesværdigt ens ud, hvilket kan forklares ved, at der samtidig med jordbrugets spredning også skete en vis spredning af gener enten ved udvandring eller ved et genflow mellem nabopopulationer. På den måde spredtes gener fra Mellemøsten til resten af Europa, hvor de blandedes op i de oprindelige populationers genpuljer. Jo længere fra oprindelsesstedet og jo senere opblandingen skete, jo større fortynding, dvs. lavere talværdi.

Dyrkning af korn har været den væsentligste landbrugsmetode for de fleste civilisationer. I forhistorisk tid var byg og hvede mest udbredt i Europa, de tempererede og subtropiske dele af Asien samt i Etiopiens højland. Syd- og SØ-Asien havde ris, Amerika majs, og i Afrika syd for Sahara dyrkedes durra, hirse og flere andre græsarter.

Landbrugets opståen og udbredelse

Dyrkning af vilde hvede- og bygarter kendes fra områderne omkring floderne Eufrat og Tigris ca. 8000-7000 f.Kr. Omtrent samtidig introduceredes majsdyrkning i Mexico og risdyrkning i Kina. Landbrugskulturer er således opstået flere forskellige steder på Jorden uafhængigt af hinanden og inden for et ganske kort tidsrum. De fleste kornarter er selvbestøvende, hvilket isolerer dem fra nærtstående vilde arter, hvorved egenskaber lettere bevares. Således bliver småaksene siddende, indtil alle korn er modne på dyrkede planter, mens de modner gradvis og falder af på de vilde arter. Denne opståede egenskab er muligvis en af årsagerne til, at vilde græsarter tages i anvendelse til dyrkning. Domesticering af vildtlevende dyr gennem avl og tæmning kendes tilbage fra ca. 8000 f.Kr., se husdyr.

Omkring 6000 f.Kr. havde landbrugskulturen bredt sig til Grækenland og det østlige Middelhavsområde (se også Egypten i oldtiden (den økologiske baggrund)). I løbet af de følgende 1000 år spredtes landbrug gradvis mod nord og vest og fandtes i Mellemeuropas frodige løss-områder omkring 5000 f.Kr. Her indgik flere kornarter i den båndkeramiske kulturs agerbrug. I de følgende tusinde år lå landbrugets udbredelsesgrænser nogenlunde fast ca. 200 km syd for Østersøens og Nordsøens kyster. Først omkring 3900 f.Kr. skete der en næsten samtidig spredning af landbrugskulturen til hele det nordeuropæiske område, og den strakte sig nordpå til Mellemsverige. Med landbrugets indførelse ændredes fødesammensætningen afgørende, ligesom de sociale strukturer måtte tilpasses en helt ny levevis. Kosten stammede nu hovedsagelig fra landjorden, mens den i den foregående jæger-samler-kultur mest bestod af fisk og anden marin føde.

Annonce

Landbrugskulturer kræver, at stammen har en form for bofasthed, ligesom jordarbejde, høst og afgrødebehandling forudsætter et kompliceret samspil mellem mennesker og en veludviklet organisation. Herved opstår der let et hierarkisk samfund med høvdingen som den magtfulde person. De mange stengrave, som rejstes i Vest- og Nordeuropa 4500-2800 f.Kr., viser, at datidens landbrugere var i stand til at organisere bygningen af disse komplicerede gravmonumenter.

Danmarks landbrug i oldtiden

I Danmark dyrkedes bl.a. hvedearterne emmer, enkorn og dværghvede samt nøgen byg og tartarisk boghvede. Arden brugtes til pløjning, og af nye husdyr fandtes kvæg, svin, får og ged, mens hunden også kendtes fra de foregående kulturperioder. Hesten kom først til senere i bondestenalderen. Ved undersøgelse af bevarede pollen i moser, søer og den græstørv, der opbyggede gravhøjene, har man påvist, at der skabtes åbne arealer i skoven for at dyrke jorden. I denne landnamsfase blev træer fældet, mest lind, ofte under anvendelse af ild, så asken kunne gøde jorden. Denne driftsform kaldes svedjebrug. Senere blev lysningerne til større græsnings- og dyrkningsarealer.

Omkring 2800 f.Kr. indtraf en ny ekspansion med nye rydninger især i områder, der tidligere havde været marginale. Dette nye landnam aflæses tydeligst i Midt- og Vestjylland, hvor det sættes i forbindelse med udbredelsen af enkeltgravskulturen. Billedet er imidlertid det samme andre steder i Syd- og Mellemskandinavien, hvor enkeltgravs- og stridsøksekulturen opstod. Agerbrugets fremgang indtraf samtidig med et kulturskifte, der fandt sted over store dele af Europa, og resulterede bl.a. i, at byg blev den dominerende afgrøde. I begyndelsen af bronzealderen, ca. 1700 f.Kr., dyrkedes tillige hirse og sæddodder, og 600-700 år senere kom havre og hvedearten spelt.

Landbrug. Rive af træ, dateret til førromersk jernalder (500 f.Kr.-Kristi fødsel) og fundet i en mose ved Rørbæk nord for Hobro. Riven er 54 cm lang, og dens ni tænder er fra 6,1 til 8,8 cm lange.

Landbrug. Rive af træ, dateret til førromersk jernalder (500 f.Kr.-Kristi fødsel) og fundet i en mose ved Rørbæk nord for Hobro. Riven er 54 cm lang, og dens ni tænder er fra 6,1 til 8,8 cm lange.

Landbrug var i yngre bronzealder og ældre jernalder, 1100 f.Kr.-200 e.Kr., præget af stor variation i afgrødevalget, ligesom olie- og stivelsesholdige ukrudtsfrø blev indsamlet.

Fra enkeltgravskulturens begyndelse gennem senneolitikum og hele bronzealderen havde bebyggelsen karakter af enligt liggende gårde. Fra og med begyndelsen af jernalderen ca. 500 f.Kr. blev anlagt landsbyer, de største med mere end 20 gårde inden for samme indhegning (se Grøntoft og Hodde jernalderlandsby). Datidens marker kaldes keltiske agre og kendes fra flere hede- og skovegne, hvor jorden ikke senere har været dyrket. De var mindre kvadratiske eller rektangulære marker, omgivet af lave jordvolde, digevoldinger. Omkring 100-200 e.Kr. indskrænkedes afgrødevalget, og nye kornsorter som rug og avneklædt byg blev taget i brug; samtidig forsvandt de keltiske agre. Som nye husdyr optrådte ænder og høns, og den tamme kat kendtes også.

Omkring 300-500 e.Kr. ændredes arealanvendelsen, og mange marker blev skovbevoksede med bøg som det almindeligste træ. Samtidig ændrede bebyggelsen sig fra den ældre jernalders tætte landsbysamfund til store gårde med langhuse, der gav plads til større kvægbestande. Omlægningen til færre, men større bedrifter på egne arealer, med hovedvægten på kødproduktion, har forbindelse med ændrede ejendomsforhold og afspejler en generel udvikling i Nordeuropa. Allerede i senromersk tid kan kvægeksport have været en handelsfaktor. Landbruget ekspanderede igen i vikingetid, og navnlig i tidlig middelalder skete der en betydelig arealudvidelse.

I tiden efter landbrugets indførelse blev afgrøderne høstet med segl, som først var af flint og fra omkring Kristi fødsel af jern. Kornet blev malet til mel på en skubbekværn, som afløstes af drejekværnen omkring 200 e.Kr., hvilket var en meget arbejdsbesparende nyskabelse, som betød, at større mængder korn nu kunne formales.

I hele forhistorisk tid har træernes løv været en vigtig foderkilde for husdyrene. I de første årtusinder høstedes det med flintøkse, senere brugtes en krum løvkniv af jern. Løvhøet tørredes og anvendtes til vinterfoder. I tiden efter Kristi fødsel indførtes en jernle med et bredt og krumt blad. Det gav mulighed for at bjerge urtehø i stor skala. Mange enge opstod derfor, hvor der tidligere havde været våde elleskove. Indsamling af vinterfoder var et mindre problem i hedeegne, hvor lyngen kunne græsses hele året. Udbringning af staldgødning og husholdningsaffald på markerne har været almindelig i hele forhistorisk tid, mens intensiv gødskning først kendes fra omkring år 1000 e.Kr.

Læs mere om landbrug.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Aaby: landbrug - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114168