Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

knoldplanter

Oprindelig forfatter Hoest Seneste forfatter Redaktionen

Sukkerroe. Øverst: En sund sukkerroe står med en kraftig, grøn top til langt hen på efteråret. Dens rodsystem kan optage vand og næringsstoffer helt ned til 2 m dybde. Nederst: Ved optagning vejer en normal roe ca. 650 g og indeholder 75% vand, 15-20% sucrose, 5-6% fibre og 1-4% øvrige stoffer. Der går ca. ti roer til fremstilling af 1 kg sukker.

knoldplanter, kulturplanter med fx stængel- eller rodknolde (se knold). I Danmark kendes bl.a. sukkerroe, rødbede og kartoffel, mens maniok, batat og yams er vidt udbredt i troperne. Knoldene indeholder meget stivelse og kun lidt protein, og i områder, hvor knoldplanter er hovednæringsmiddel, vil befolkningen få for lidt protein i føden. Yamsbønne, der stammer fra Mexico, er en undtagelse. Hos denne bælgplante, som binder luftens kvælstof i bakterieknolde, har rodknoldene et højt proteinindhold, hvilket gør yamsbønne til et oplagt alternativ til de traditionelle knoldplanter i troperne. Planten er derfor også genstand for et intensivt forædlingsarbejde.

Knoldplanter kan ofte formeres vegetativt, hvilket letter dyrkningen, fx via stængelknoldene hos kartoffel eller vha. de overjordiske stængelstykker hos planter med rodknold, bl.a. maniok. Se også grøntsager.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Høst: knoldplanter i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107523