Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mirakelris

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

mirakelris, ris med særlig højt høstudbytte. Mirakelris blev udviklet i 1960'erne ved krydsningsavl mellem en lang række varieteter, et arbejde, der påbegyndtes i Filippinerne af amerikanske forskere, bl.a. Henry M. Beachell (1906-2006). Resultatet blev nye varieteter med korte, stærke strå, et kornudbytte op til tre gange det normale og hurtig modning, så det er muligt at høste flere gange om året; desuden reagerer de bedre på gødskning end andre ristyper, så udbyttet kan øges endnu mere gennem tilførsel af næringsstoffer.

Mirakelris fik stor udbredelse i Asien og spillede en central rolle under den grønne revolution. Senere varieteter er fremavlet til fx øget modstandskraft mod skadedyr; nogle (golden rice) er genmodificeret til fx at indeholde store mængder A-vitamin.

Mirakelristyper, der er i stand til at vokse i tørre højlandsområder, er udviklet til det afrikanske kontinent. Se også ris.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: mirakelris i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126098