Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kalvekastning

Oprindelig forfatter TGre Seneste forfatter Redaktionen

kalvekastning, genital brucellose, kvægsygdom, som skyldes bakterien Brucella abortus, og som kan medføre, at drægtige køer aborterer, kaster, kalven. Den blev påvist og først beskrevet i 1897 af B. Bang; i den internationale litteratur er den kendt som Bang's disease. Dyrene smittes ved at optage foder eller vand, som er forurenet med inficerede efterbyrdsrester eller genitalflåd, og for køernes vedkommende ved parring med smittede tyre, som udskiller bakterien med sæden; kalvekastning er derfor også en kønssygdom. Bakterien transporteres i koen til livmoder og foster, hvor den efter en kortere eller længere inkubationstid (op til 250 dage) kan forårsage, at kalven aborteres i den sidste tredjedel af drægtigheden.

Sygdommen giver anledning til store tab i de lande, hvor den fortsat findes, bl.a. i Europa, Afrika og Amerika, deriblandt USA. I Danmark blev sygdommen udryddet i 1950'erne gennem en systematisk kampagne, hvor man identificerede smittede besætninger ved at finde antistoffer mod Brucella i mælk. Samtidig indførtes den kunstige sædoverføring, der muliggjorde brug af sæd udelukkende fra raske tyre. Sygdommen kan smitte mennesker gennem inficeret, upasteuriseret mælk og føre til svingefeber, febris undulans, eller endog brucellose.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Greve: kalvekastning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103423