• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fugleinfluenza

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

fugleinfluenza, fuglesygdom, som skyldes influenzavirus af type A, se influenza. Sygdommen kan ramme individer fra vidt forskellige fuglegrupper og er meget smitsom mellem fugle indbyrdes. Tamfugle som fx høns er ofte meget følsomme, og dødeligheden er høj under influenzaepidemier i fuglehold, undertiden op mod 100 %. Andre fuglearter og -grupper er mere modstandsdygtige, fx ænder og gæs, som kan udgøre et naturligt reservoir for virus. Virus findes i flere varianter og inddeles i høj- og lavpatogene typer efter dødeligheden blandt kyllinger af tamhøns. I 2006 forekom sygdommen i flere danske besætninger, der blev aflivet, mens man opretholdt en sikkerhedszone omkring dyreholdene.

Virus overføres mellem fugle og til andre dyr og mennesker ved direkte kontakt og via støv og ekskrementer. Der er udviklet fugleinfluenzavaccine til brug i besætninger af tamfugle, men den må ikke benyttes i EU pga. risikoen for, at tamfugle bliver raske smittebærere. Fugleinfluenzavirus kan smitte mennesker og andre pattedyr, men det sker kun sjældent. Siden 1997 har der dog været en række tilfælde af smitte til mennesker i flere lande af virus af særlig potente typer, kaldet H5 og H7. 2003-16 har WHO registreret flere end 850 patienter smittet med varianten H5N1, som er særligt farlig, hvoraf ca. halvdelen er døde. Hårdest ramt er Egypten, Indonesien og Vietnam.

Ved smitte til pattedyr, fx grise, og menneske kan det ske, at genetisk materiale fra to forskellige virusstammer blandes op i samme vært og giver ophav til en ny og mere potent type, som i teorien kan forårsage verdensomspændende epidemier, pandemier, og udbrud følges derfor nøje. Den spanske syge, der sandsynligvis dræbte mere end 20 mio. mennesker verden over 1918-19, skyldtes således virus, der enten sprang direkte fra fugle til menneske eller gik via svin til menneske.

Annonce

Der er udviklet en vaccine, som er under afprøvning; forebyggelse og behandling af sygdommen med midlet Tamiflu, som fik stor medieopmærksomhed, og som blev hamstret flere steder i verden, har givet blandet resultat, og der er beskrevet resistente virusstammer. Hos mennesket er symptomerne først øjenbetændelse, siden mere influenzalignende symptomer, ofte fulgt af lungebetændelse, og ved smitte med den særligt frygtede variant H5N1 evt. opkast, diarré og blødende tandkød.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: fugleinfluenza i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80578