Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

heste (evolution)

Oprindelig forfatter BWes Seneste forfatter Redaktionen

Heste. Oversigt over hestens forhistorie; placeringen af de angivne slægter afspejler ikke nødvendigvis deres status som direkte stamformer for de efterfølgende typer. De tidlige former og fx  Megahippus og  Sinohippus (vist med brun) levede af skud og blade fra urter og buske, mens de senere former (vist med grøn) blev tilpasset en kost bestående af græsser, en plantegruppe, som udvikledes sidst i Oligocæn for ca. 25 mio. år siden og hurtigt spredte sig til hele kloden. De græsædende hestes tænder fik høje kroner og kunne bedre tåle det hårde slid fra de kiselholdige græsblade. På åbne græsstepper kunne heste undslippe rovdyr ved at løbe fra dem, og hos hestene udvikledes en fod med kun én tå til løb på det hårde underlag; samtidig blev hestene større og mere langbenede.

Heste. Oversigt over hestens forhistorie; placeringen af de angivne slægter afspejler ikke nødvendigvis deres status som direkte stamformer for de efterfølgende typer. De tidlige former og fx Megahippus og Sinohippus (vist med brun) levede af skud og blade fra urter og buske, mens de senere former (vist med grøn) blev tilpasset en kost bestående af græsser, en plantegruppe, som udvikledes sidst i Oligocæn for ca. 25 mio. år siden og hurtigt spredte sig til hele kloden. De græsædende hestes tænder fik høje kroner og kunne bedre tåle det hårde slid fra de kiselholdige græsblade. På åbne græsstepper kunne heste undslippe rovdyr ved at løbe fra dem, og hos hestene udvikledes en fod med kun én tå til løb på det hårde underlag; samtidig blev hestene større og mere langbenede.

Heste, zebraer og æsler er nært beslægtede med tapirer og næsehorn, som de hører sammen med i ordenen uparrettåede hovdyr. Fortidens heste udviser en ikke ringe diversitet og opdeles i ca. 35 slægter.

Tidligt i Eocæn (ca. 55 mio. år før nu) fandtes slægten Hyracotherium (tidligere Eohippus) almindeligt udbredt i Nordamerika, Europa og Asien, hvis landmasser var forbundet via Grønland og Beringsbroen. Hyracothererne var ret forskelligartede, fra dværgformer på 5 kg op til ca. 30 kg tunge arter. Kindtænderne var lavkronede og spidsknudrede, uden tydelige kamme på tyggefladen og var egnet til at bearbejde blød plantekost såsom unge skud og blade. Også de fire forlængede fortæer og tre bagtæer (ligesom tapirer) samt de relativt korte ben tyder på, at dyrene levede i skovområder. Nordamerikanske massefund omfattende større og færre hanner end hunner antyder dog, at mindst én arts hanner var territoriale med et harem af hunner, hvilket hos pattedyr sjældent ses hos typiske skovformer.

I Europa afløstes hyracothererne fra Midt Eocæn (ca. 50 mio. år før nu) af propalæotherer og palæotherer, der, inden de uddøde midt i Oligocæn (ca. 30 mio. år før nu), udviklede større og specialiserede typer. Velbevarede fund fra Messel i Tyskland af indholdet i blindtarmen bekræfter, at tidlige heste var bladædere.

Annonce

Historien om hestenes evolution er langt overvejende knyttet til Nordamerika og begynder med en hyracother som Protorohippus. Via former lig Orohippus (Midt Eocæn) og Epihippus (Sen Eocæn) udvikledes med Mesohippus i Tidlig Oligocæn (ca. 35 mio. år før nu) fårestore, tretåede arter, hvis kindtænder med undtagelse af den første havde prominente kamme til findeling af føden.

Ud fra en lidt større form på over 50 kg som Miohippus opstod sent i Oligocæn linjen af anchitherer, der fra Tidlig Miocæn (ca. 23 mio. år før nu) krydsede Beringsbroen i flere omgange og invaderede Asien, Europa samt med nye landforbindelser også Afrika. Visse anchitherer udgjorde Miocæntidens største heste, og de sidste uddøde i Pliocæn.

I en anden udviklingslinje med typer som Parahippus (Tidlig Miocæn) og Merychippus (Midt Miocæn) opstod efterhånden mange af de moderne hestes karaktertræk. Kindtænderne blev højkronede med cement og et kompliceret slidmønster, tilpasset en kost af seje, kiselholdige græsser, som — grundet klimaændringer — var vidt udbredte på kontinenterne. Dertil forstærkedes og forlængedes både fortænder og kranium. Også benene blev længere; den dominerende midtertå bar langt det meste af vægten og var således velegnet til løb på de åbne græssletter. Hipparion-gruppen opstod fra en sådan ret spinkel form midt i Miocæn (ca. 15 mio. år før nu) og udvandrede via Beringsbroen i flere omgange til Asien, Europa og Afrika, hvor de sidste forsvandt i Pleistocæn. Pliohippus i Sen Miocæn var kraftigere og funktionelt entået med rudimentære ydertæer. En lignende type invaderede sent i Pliocæn (ca. 2,5 mio. år før nu) Sydamerika via Panamabroen og gav dér ophav til Hippidion-gruppen, mens den eneste nulevende slægt, Equus, findes i Nordamerika fra Tidlig Pliocæn (ca. 4 mio. år før nu). Den spredte sig snart med succes (i alt ca. 30 arter) til resten af verden, men uddøde i Amerika for ca. 10.000 år siden, formentlig udryddet af stenaldermennesket.

Læs mere om heste.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Westergaard: heste (evolution) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91091