Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

gartneri

Oprindelige forfattere AKlo og TDPed Seneste forfatter Redaktionen

gartneri, både en gartners virkefelt og det sted, hvor planter dyrkes og gartneriprodukter fremstilles. Gartneri opstod i tilknytning til slotte og herregårde, men blev efterhånden afløst af erhvervsgartnerier i og omkring byerne. Gartnerier var i begyndelsen af 1900-t. både produktions- og salgssteder, såkaldte handelsgartnerier. Gennem 1900-t. adskiltes produktion og handel, og i dag er gartnerier oftest produktionsgartnerier, der afsætter varer gennem bl.a. salgsforeninger og grossister. De tidligere alsidige gartnerier er afløst af specialgartnerier, fx frilandsgartnerier med dyrkning af grøntsager, planteskoler med haveplanter og væksthusgartnerier med bl.a. potteplanter.

Økonomi og statistik

Værdien af gartneriproduktionen i Danmark udgør lidt over 4,4 mia. kr. om året (2013) svarende til 0,3% af den samlede produktionsværdi, en andel, som har været nogenlunde konstant siden begyndelsen af 1980'erne. Mere end 50% af gartneriproduktionen eksporteres. Potteplanter er den dominerende eksportartikel, og Tyskland den betydeligste aftager.

Via årlige tællinger registrerer Danmarks Statistik bl.a. fysiske forhold som antal gartnerivirksomheder, areal med gartneriafgrøder samt producerede mængder. Også priser på gartneriprodukter registreres af Danmarks Statistik. Indtil 2008 skete denne registrering i tilknytning til den gartneriregnskabsstatistik, som årligt blev udarbejdet af Fødevareøkonomisk Institut, og som var baseret på oplysninger fra et repræsentativt udsnit af gartnerivirksomhederne om arbejds- og kapitalindsats, produktionsudbytte, driftsomkostninger og driftsresultat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Asger Klougart, Torben Due Pedersen: gartneri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82327