Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gregor Mendel

Oprindelig forfatter BChr Seneste forfatter Redaktionen

Gregor Mendel med en ærteblomst i hånden stående som nummer to fra højre sammen med de øvrige munke fra augustinerklosteret i Brno. Fotografi fra ca. 1862, seks år efter at han påbegyndte sine studier af haveærtens genetik, og seks år før han blev udnævnt til abbed og måtte indstille sin forskning pga. tidsnød.

Gregor Mendel med en ærteblomst i hånden stående som nummer to fra højre sammen med de øvrige munke fra augustinerklosteret i Brno. Fotografi fra ca. 1862, seks år efter at han påbegyndte sine studier af haveærtens genetik, og seks år før han blev udnævnt til abbed og måtte indstille sin forskning pga. tidsnød.

Gregor Mendel, 22.7.1822-6.1.1884, østrig-ungarsk munk og planteforsker, som gennem et enkelt pionerarbejde lagde grunden til den moderne eksakte arveforskning, genetikken.

Gregor Mendel gik i 1843 ind i augustinerordenen ved klosteret i Brno (nuv. Tjekkiet), hvor han blev præsteviet i 1847 og tog navnet Gregor i stedet for døbenavnet Johann. På grund af sin interesse for naturvidenskab fungerede han en overgang som gymnasielærer, bl.a. i matematik, og 1851-53 studerede han naturvidenskab ved universitetet i Wien. I 1854 vendte han, uden en formel eksamen, tilbage til Brno, hvor han underviste ved det lokale tekniske gymnasium frem til 1868. Samme år blev han udnævnt til abbed for klostret, og han var sine sidste år fuldt optaget af de medfølgende forpligtelser.

De forsøg, der skulle lede Gregor Mendel til formuleringen af de basale arvelove og sikre hans berømmelse, blev påbegyndt i 1856 i klosterhaven. Mendels baggrund var en dyb interesse for og et bredt kendskab til praktisk planteavl, der måske blev grundlagt i faderens frugthave i Heinzendorf.

Annonce

Af helt afgørende betydning var dog den fremragende forsøgsplanlægning, som var præget af Mendels interesse for matematik. Forsøgene blev gentaget mange gange, og resultatet kunne analyseres statistisk, samtidig med at nye teorier kunne testes vha. sandsynlighedsregning. En anden nyskabelse var den konsekvente fokusering på et begrænset antal veldefinerede karaktertræk, hvor man tidligere havde studeret planten som helhed.

Sidst, men ikke mindst, var hans forsøgsorganisme, haveærten (Pisum sativum), særdeles velvalgt. Denne art er normalt selvbefrugtende, således at der findes en række rene linjer, som er forskellige mht. fx frøets form (rund eller rynket), bælgens farve (grøn eller gul) og blomsternes placering (spredt eller endestillet).

Denne indavl kan brydes eksperimentelt. Mendel gjorde det ved at fjerne umodne støvknapper fra blomster, hvorpå han podede pollen fra andre blomster, når støvfanget var modent. På denne måde kunne han frembringe alle ønskede krydsninger eller hybrider mellem rene linjer; Mendel kaldte da også sin afhandling Versuche über Pflanzenhybriden (1866).

Genetik. Mendel studerede bl.a. nedarvningen af ærters blomsterfarve. Et kryds (en parring) af individer fra to rentavlende stammer mht. blomsterfarverne lilla og hvid resulterede altid i afkom med lilla blomster. Men krydsedes to individer af dette afkom, F1-generationen, dukkede den hvide blomsterfarve op hos 14 af næste generation, F2-generationen. Forklaringen er, at ærteplanter har to udgaver af samme gen, to alleller, og disse fordeles ligeligt i kønscellerne (Mendels første arvelov). Udgave W koder for lilla blomsterfarve og er dominant i forhold til w, der koder for hvid: Derfor er alle individer med begge alleller (heterozygoterne Ww) lilla. Halvdelen af en heterozygots kønsceller indeholder w, og andelen af afkom, der er homozygote for det hvide gen, udgør derfor 0,5 ×0,5 = 0,25 (eller 25%).

Genetik. Mendel studerede bl.a. nedarvningen af ærters blomsterfarve. Et kryds (en parring) af individer fra to rentavlende stammer mht. blomsterfarverne lilla og hvid resulterede altid i afkom med lilla blomster. Men krydsedes to individer af dette afkom, F1-generationen, dukkede den hvide blomsterfarve op hos 14 af næste generation, F2-generationen. Forklaringen er, at ærteplanter har to udgaver af samme gen, to alleller, og disse fordeles ligeligt i kønscellerne (Mendels første arvelov). Udgave W koder for lilla blomsterfarve og er dominant i forhold til w, der koder for hvid: Derfor er alle individer med begge alleller (heterozygoterne Ww) lilla. Halvdelen af en heterozygots kønsceller indeholder w, og andelen af afkom, der er homozygote for det hvide gen, udgør derfor 0,5 ×0,5 = 0,25 (eller 25%).

Gregor Mendel så, at disse krydsninger altid lignede den ene af forældrene, og kaldte det træk, der kom til syne, for dominant, det andet for recessivt. Det recessive eller vigende træk var imidlertid ikke forsvundet. Når de kunstigt frembragte krydsninger ved selvbefrugtning dannede en ny afkomsgeneration, dukkede det recessive træk op hos en vis brøkdel af disse, og netop på dette punkt triumferer Mendels fremragende forsøgsplanlægning. Han kunne nemlig vise, at for samtlige syv undersøgte karaktertræks vedkommende udgjorde de recessive individer meget nær en fjerdedel.

Dette kunne ikke være en tilfældighed, og som forklaring angav Mendel, at enhver organisme har to gener (en senere betegnelse indført af Wilhelm Johannsen) for den samme egenskab. Fx har hybriden med runde frø et dominerende gen for runde frø, fx kaldet R, og et recessivt for rynkede frø, r, og Mendel fremsatte den hypotese, at en sådan plante danner kønsceller, gameter, med enten R eller r, men aldrig begge, og at de to typer producerer lige store antal.

En sådan fifty-fifty-fordeling mht. R og r vil nemlig, hvis kønsceller kombineres tilfældigt ved befrugtningen, resultere i den observerede fjerdedel af rynkede bønner af typen rr. Dette fundamentale princip kaldes udspaltningsloven eller Mendels første arvelov. Se også gen og genetik.

Men Mendel gjorde endnu en basal iagttagelse ved nøje at følge den samtidige nedarvning af to forskellige karaktertræk: De nedarves uafhængigt af hinanden, idet forskellige kombinationer dukker op i de proportioner, man ville forvente ved en tilfældig fordeling. Dette kaldes loven om fri rekombination eller Mendels anden arvelov. I dag ved vi, at denne kun gælder for gener på forskellige kromosomer; på Mendels tid var kromosomernes rolle som bærere af arveanlæggene ukendt.

I 1865 præsenterede Mendel sine resultater ved to foredrag i det lokale naturvidenskabelige selskab, og i 1866 publiceredes de i selskabets årsskrift. Men hverken lokalt eller internationalt vandt arbejdet genklang. Mendel var ganske enkelt langt forud for sin tid.

Den berømte botaniker von Nägeli i München var bekendt med afhandlingen, men forstod ikke dens betydning. Han foreslog fx Mendel at underbygge sine resultater med en tilsvarende undersøgelse af høgeurt, Hieracium; et dårligt forslag, idet det senere har vist sig, at dennes formering er ukønnet, partenogenetisk. Afhandlingen herom publiceredes i 1869 og blev Mendels sidste videnskabelige publikation.

Der skulle gå 34 år, før Mendels banebrydende arbejde blev opdaget. I 1900 stødte Correns i Tyskland, de Vries i Holland og von Tschermak i Østrig uafhængigt af hinanden på Mendels afhandling, da de hver især var ved at skrive afhandlinger om deres egne krydsningsforsøg. Det er her værd at bemærke, at såvel befrugtningsprocessen som kromosomernes opførsel under meiosen samt mitosen var blevet afklaret i mellemtiden og støttede den mendelske genetik.

Det er tankevækkende, at DarwinsArternes oprindelse fra 1859 og Mendels arbejde, som i forening har haft en så enorm indflydelse på videnskabens udvikling i 1900-t., tilsyneladende tilhørte to vidt forskellige verdener, da de udkom med få års mellemrum.

Gregor Mendel læste som alle andre Darwins arbejder, men så øjensynlig ingen faglige forbindelser, mens Darwin ikke kendte Mendel, men i kraft af sin fejlagtige opfattelse af nedarvningens natur ville have kunnet drage stor nytte af Mendels pionerindsats. Først i 1930'erne og 1940'erne opstod en syntese af den mendelske genetik og Darwins selektionsprocesser i neodarwinismen, se darwinisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Christensen: Gregor Mendel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124056