Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
heterozygot, individ dannet ved kønnet formering, og som har modtaget forskellige udgaver af samme stykke arvemateriale fra de to forældre; dvs. forskellige alleller i et givet locus. En heterozygot indeholder altså forskellige alleller, fx A fra faderen og a fra moderen, på de to homologe kromosomer, og genotypen er Aa. Undertiden anvendes betegnelsen hybrid i betydningen heterozygot. Er de to alleller ens, er individet homozygot. Se også gen.
Ordet heterozygot kommer af hetero- og græsk zygot 'forenet', afledn. af zygon 'åg, par'. |
I forbindelse med molekylærgenetisk diagnostik af recessive arvelige sygdomme bruges betegnelsen compound heterozygot om en person, hvis sygdom skyldes to forskellige sygdoms-alleller (genotype a1a2), altså alleller (a1 og a2) der ikke har samme sygdomsfremkaldende mutation. Tilstanden betegnes compound heterozygoti.
Søren Nørby, Volker Loeschcke: heterozygot i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91214 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon