Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

satinwood

Oprindelig forfatter LRa Seneste forfatter Redaktionen

satinwood, (eng. 'satintræ', se satin), veddet fra flere træarter i rudefamilien, Rutaceae, der er gulligt med silkeagtig glans. Vigtigst er vestindisk satinwood fra Zanthoxylum flavum, der stammer fra Caribien og tropisk Amerika. Det er et 10-12 m højt træ med cremefarvet, gyldengult ved med en fin og jævn tekstur og silkeagtig glans samt ofte bølgende årer, der giver vimret ved. Det blev især brugt sidst i 1700-t. til finere engelske møbler af bl.a. Robert Adam, George Hepplewhite og Thomas Sheraton. I dag bruges satinwood kun i mindre mængder til små, drejede genstande og finer til intarsia. En anden kilde til satinwood er Chloroxylon swietenia, se Ceylon citron.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Rastad: satinwood i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155823