Rosentræ, veddet fra en række arter i slægten Dalbergia, der foruden stor styrke og varighed også dufter behageligt rosenagtigt, når det bearbejdes, og gerne har kerneved, der oftest er lyserødt, undertiden cremefarvet til sortviolet, med gyldent gule til blåligrøde striber. Fra Brasilien kan nævnes arter som Dalbergia frutescens (Pau Rosa, brasiliansk tulipwood), der anvendtes allerede i Napoleonstiden til klassiske franske møbler (fr. Bois de rose veritable). Fra Honduras D. stevensonii (Honduras-rosentræ), der bruges til musikinstrumenter, bl.a. marimbaer og xylofoner. Fra Madagaskar D. greveana o.a., der bruges til træblæsere. Fra Indien D. latifolia (indisk rosentræ, Shisham), også kaldet ostindisk palisander, da det er mere palisanderlignende end de øvrige rosentræer; det anvendes til fine og dyre møbler og har især tidligere været anvendt som træbeklædning. Rosentræ bruges undertiden fejlagtigt om veddet fra D. nigra (ægte palisander) og veddet fra arter i andre slægter, fx Pterocarpus (afrikansk rosentræ, se padauk) og Guibourtia (se Bubinga).