Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pokkenholt

Oprindelig forfatter LRa Seneste forfatter Redaktionen

pokkenholt, veddet fra Guaiacum officinale og G. sanctum, der er hjemmehørende i Caribien, sydlige Mellemamerika og nordlige Sydamerika, og som hører til familien Zygophyllaceae. Det er små, stedsegrønne, langsomtvoksende træer fra tørskovsområder. Kerneveddet er mørkebrunt til sort med et grønligt skær, splinten lysere, gullighvid. Veddets egenskaber er enestående, idet det ud over at være sejt, hårdt og tæt er selvsmørende og resistent over for bl.a. ild og syre.

Ordet pokkenholt kommer af tysk Pock(en)holz, 1. led af middelnedertysk pocken, se pokker, 2. led tysk Holz 'træ'.

Pokkenholt anvendes især til lejer i bl.a. skibsskruer, taljeblokke, kugler til keglespil, hammerhoveder og dørgreb. Der har derfor været drevet rovdrift på træerne, hvorfor de i dag er næsten udryddet. Udtræk fra veddet har tillige været anvendt som medicin dog uden dokumenteret effekt, bl.a. mod syfilis, hvilket yderligere har formindsket træernes antal.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Rastad: pokkenholt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143296