• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mykorrhiza

Oprindelig forfatter SøRo Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/20508/=ud_a_69840.mp3?revision=1

mykorrhiza, svamperod, samliv (symbiose) mellem svampe og planterødder. Samlivet er til gensidig fordel, idet svampen oftest modtager organisk stof fra planten, der til gengæld modtager uorganiske næringsstoffer fra svampen. Man skelner mellem fire hovedtyper af mykorrhiza ud fra forskelle i deres struktur og økologi.

Arbuskulær mykorrhiza

Arbuskulær mykorrhiza findes hos de fleste plantearter og er udbredt over det meste af Jorden.

Ordet mykorrhiza kommer af græsk mykes 'svamp' og rhiza 'rod'.

Svampene, der danner arbuskulær mykorrhiza, henregnes alle til koblingssvampene. De danner særlige strukturer (arbuskler, haustorier) i plantens rodbarkceller, og desuden kan der dannes ovale hyfeopsvulmninger (vesikler) i rødderne, hvorfor svampene også kendes som vesikulær-arbuskulær mykorrhiza-svampe (VAM-svampe). Svampene danner et løst hyfenet i jorden omkring planterødderne.

Annonce

Kønnede strukturer af svampene kendes ikke, men der dannes ukønnede hvilesporer.

Arbuskulær mykorrhiza har stor betydning for planters optagelse af fosfor både hos dyrkede planter og i naturlig vegetation, hvor svampens hyfenet virker som en forlængelse af plantens rodsystem.

Svampene tilhører sandsynligvis de første landlevende svampe, idet man kender dem tilbage fra Devon (409-363 mio. år før nu) i fossile jordstængler (rhizomer) fra de første landplanter.

Ektomykorrhiza

Ektomykorrhiza forekommer primært på træer i tempererede områder; i Skandinavien fx på fyr, gran, bøg, birk og eg. De ektomykorrhiza-dannende svampe findes i hovedsagen blandt stilksporesvampene, bl.a. kantarel og karl johan samt andre rørhatte, men også sæksporesvampe som trøfler danner denne mykorrhizaform.

Ektomykorrhiza kan erkendes som koralagtige forgreninger af træernes finrødder. Svampen danner en kappe omkring planternes rodspidser, og fra kappen strækker der sig et hyfenetværk ind mellem plantens rodbarkceller. I dette net (det Hartigske net) foregår udveksling af næringsstoffer mellem træ og svamp. I modsætning til de andre mykorrhizatyper gennemtrænger svampen ikke plantecellerne. Ektomykorrhiza har betydning for træernes optagelse af uorganiske næringsstoffer som fosfor og kvælstof.

Mosebølle, Vaccinium uliginosum, har trinde, brunlige stængler, mens blåbær har kantede og grønne. De modne bær er hos mosebølle og blæbår sorte og blåduggede, hos tyttebær og tranebær er de røde.

Mosebølle, Vaccinium uliginosum, har trinde, brunlige stængler, mens blåbær har kantede og grønne. De modne bær er hos mosebølle og blæbår sorte og blåduggede, hos tyttebær og tranebær er de røde.

Lyngmykorrhiza

Lyngmykorrhiza, der ligesom den sidste type, orkidémykorrhiza, dannes af stilk- og sæksporesvampe, findes hos arter af lyngfamilien, fx hedelyng, blåbær og tranebær. I lyngmykorrhiza danner svampene hyfenøgler i rodcellerne.

Lyngmykorrhiza har vist sig at være vigtig for lyngplanters optagelse af kvælstof på sure jorde, idet svampen kan udskille enzymer, der nedbryder organiske kvælstofforbindelser, som ellers er utilgængelige for planterne.

Orkidémykorrhiza

Orkidémykorrhiza er betegnelsen for en speciel type samliv, der adskiller sig fra de andre mykorrhizatyper ved, at svampen forsyner planten med kulstof. Orkidémykorrhiza synes især at have afgørende betydning for visse orkidéers etablering og frøspiring.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Rosendahl: mykorrhiza i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129063