Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

karljohan

Oprindelig forfatter www.bionyt.dk Seneste forfatter Redaktionen

karljohan, det populære navn for svampearten spiselig rørhat (Boletus edulis). Karljohan er en af de mest velsmagende europæiske spisesvampe.

Svampen er 5-20 cm bred, glat, klæbrig og brunlig. Rørlaget er dybt udrandet og tykt med små og fine mundinger - på unge svampe er det nærmest vanskeligt at se hullerne. Både rør og mundinger er først hvide, siden olivengule og til sidst olivengrønne. Stokken er 6-16 cm høj og 2-5 cm tyk eller endnu tykkere. Kæmpeeksemplarer forekommer. Stokken er udvidet nedefter og lys brun til gulbrun. Det allernederste af stokken er hvidligt. Der er et hvidt net på stokken, tydeligst øverst. Kødet er fast og hvidt, ikke blånende, og lugten er svag, smagen lidt nøddeagtig.

Karljohan danner ektomykorrhiza (se mykorrhiza) med både løv- og nåletræer. I august og september finder man oftest svampen i løvskov, mens man i oktober ofte har større held i granplantager og langs med skovveje. Svampen kan være mere talrig i år med varme somre. Visse år er det dens genganger, den uspiselige galderørhat (Tylopilus felleus), der er mest almindelig. Den er ikke giftig, men smagen er meget bitter, og et eksemplar af galderørhat ødelægger en stor portion spiselig rørhat. Galderørhat kendes på, at rørmundingerne er lidt lyserøde hos den voksne svamp (hvide hos den unge svamp ligesom hos karljohan), og at der er et mørkt net på stokken (ikke hvidt som hos karljohan - og som først ses, når man betragter det øverste af stokoverfladen nøje).

Navnet karljohan stammer fra den svenske konge Karl 14. Johan, som var fra Frankrig og som medbragte sin franske svampeinteresse til Sverige. Han holdt angiveligt meget af at spise svampen, som da også anses for at være en af de bedste vilde spisesvampe.

Karljohan kan spises både rå, tilberedt og tørret. Svampen kan forveksles med den ligeledes spiselige sommerrørhat (Boletus reticulatus), der har en mere tør hat med en mørkere nuance af brunt. Der findes mange rørhatte, hvoraf nogle er bitre og enkelte er giftige.

Annonce

Fluesvampe, som er så unge, at de endnu har et lamelsvøb, så man ikke kan se lamellerne, kan af meget ukyndige mistolkes som en rørhat. Det er en god idé at starte sin svampeinteresse med at deltage i en række ekskursioner med svampekyndige, fx deltage på nogle af de over 100 ture om året, som arrangeres af Foreningen til Svampekundskabens Fremme (www.svampe.dk) over hele landet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Terney: karljohan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=270905