Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

honningsvamp

Oprindelige forfattere HKnu og JKoch Seneste forfatter Redaktionen

honningsvamp, Armillaria, slægt af bladhatte hørende til ridderhatfamilien; danner typisk store knipper på al slags træ og har ofte en tydelig ring på stokken. Honningsvampe optræder både parasitisk og saprotroft (som rådsvamp) og hører til skovbrugets værste skadesvampe, bl.a. som årsag til rodråd, kerneråd og nåle- og løvtræsdød. Svampene spreder sig til rødder i jorden vha. 1-3 mm tykke, rodlignende myceliestrenge (rhizomorfer).

Honningsvampe er blandt de største levende organismer; en enkelt honningsvamp kan med sit mycelium dække et område på 15 ha og blive mere end 1500 år gammel.

Hos de seks danske arter udsender svampevævet lys ved bioluminescens. I skove er bekæmpelse af honningsvamp ikke praktisk mulig, men i parker og haver kan rensning af jorden for gennemvoksede roddele forsøges.

Annonce

Se også ægte honningsvamp, bladhatte og svampe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Knudsen, Jørgen Koch: honningsvamp i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92914