Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bugsvampe

Oprindelig forfatter HDis Seneste forfatter Redaktionen

Bugsvampe. Kæmpestøvbold (Lycoperdon giganteum).

Bugsvampe. Kæmpestøvbold (Lycoperdon giganteum).

bugsvampe, Gasteromyceter, en lille gruppe af stilksporesvampe (basidiomyceter), som i Danmark tæller ca. 90 arter, når man medregner de 21 trøffellignende arter med underjordiske frugtlegemer; arts- og slægtsantallet er langt større i tropiske egne og ørkener. Unge bugsvampe er ofte kugle-, løg- eller pæreformede.

Svampene er lukkede, idet den indre, sporedannende del, gleba, er omgivet af en en- til flerlaget ydre væg, peridiet. Gleba er inddelt i kamre, og på indersiden sidder basidier, hvorpå sporerne dannes. Det er karakteristisk for gruppen, at basidiesporerne er symmetriske. Disse frigøres ved basidiens henfald og spredes ved ydre kræfter, fx vind, regndråber, insekter eller dyr, især gnavere. Glebakamrene er adskilt af vægge bestående af tyndvæggede celler og tykvæggede tråde, såkaldte kapillitietråde. Frugtlegemets basis består ofte af sterilt væv, som hos nogle former danner en stilkagtig forlængelse op i gleba, en såkaldt kolumella.

Hos fx stjernebold, Geastrum, støvbold, Lycoperdon, bovist, Bovista, og stilkbovist, Tulostoma, spredes sporerne af vind og vand. Det indre peridie er ved modenhed papirtyndt, og en faldende regndråbe kan skabe et tryk i den sporedannende del, så hundreder af sporer presses ud gennem en åbning i toppen og føres bort med vinden. Hos redesvamp, Cyathus, krukkesvamp, Crucibulum, pudesvamp, Nidularia, og linsepude, Mycogala, er sporerne samlet i vægklædte legemer, peridioler, som slynges op til 2 m væk ved den kraft, der udløses, når en regndråbe splintres, og små dråber tilbagekastes.

Annonce

Bugsvampe. Almindelig stinksvamp (Phallus impudicus).

Bugsvampe. Almindelig stinksvamp (Phallus impudicus).

Stinksvampe (fx Phallus og Mutinus) har sporer, der generelt spredes af insekter. De tiltrækkes af lugten fra den slimede sporemasse, der udvikles, når kolumella gennemvokser peridiet. Basidietrøflerne spredes af egern, mus mv., som lokaliserer dem ved deres lugt, graver dem fri og gemmer dem for senere at spise dem.

Bombekasteren, Sphaerobolus, er måske den mest specialiserede. Peridiet er seks-laget og spalter ved modenhed i stjerneformede flige, hvorved dets eneste peridiole blottes. I langstrakte celler på den nu blottede krukkes inderside omdannes det glykogenrige indhold til sukkerarter, som optager vand ved osmose, hvorved trykket stiger voldsomt. Der sker en pludselig udkrængning, og peridiolet afskydes katapultagtigt op til 6 m bort.

De fleste bugsvampe ernærer sig af dødt organisk materiale, rådnende træ, savsmuld eller gødning. Enkelte, fx stilkbovist, skivebold, Disciceda, samt et par stjernebolde vokser i kalkholdigt sand. Bruskbolde, Scleroderma, og ærtetrøffel, Pisolithus, samt nogle trøfler danner ektomykorrhiza; en form for mykorrhiza, hvor svampecellerne danner en kappe om roden. To arter lever på drivtømmer i havvand og har intet egentligt frugtlegeme.

Bugsvampe anses i moderne taksonomi for at bestå af adskilte grupper, hvoraf nogle kan relateres til veldefinerede slægter inden for bladhattene, fx champignon, slørhatte, skørhatte, blækhatte, rødblad og rørhatte. Et eksempel er slægtskabet mellem rørhatte og skægtrøfler, Rhizopogon. Andre bugsvampe udgør isolerede grupper, som næppe er beslægtede indbyrdes og ikke kan relateres til kendte bladhatte eller andre stilksporesvampe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Dissing: bugsvampe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52049