Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

potentil

Oprindelig forfatter SiLae Seneste forfatter Redaktionen

Potentil. Tormentil (Potentilla erecta).

Potentil. Tormentil (Potentilla erecta).

potentil, Potentilla, planteslægt med over 300 arter af urter, halvbuske eller små buske i rosenfamilien, især udbredt i arktiske og tempererede områder samt i tropiske bjerge. De har næsten alle gule blomster, sjældent hvide eller røde; de er oftest femtallige med talrige støv- og frugtblade. Frugterne er smånødder.

I Danmark findes 13 arter, bl.a. tormentil (Potentilla erecta), der vokser på heder og i hedemoser; den har knoldformede jordstængler, hedenødder. Gåsepotentil (P. anserina) er hjemmehørende på strandenge, men forekommer også almindeligt på stærkt næringsberiget bund, fx omkring møddinger ved gårde. Buskpotentil (P. fruticosa) er cirkumpolart udbredt; i Norden findes den dog kun på Öland og Gotland. Den dyrkes som prydbusk i talrige varieteter.

Annonce

Ordet potentil kommer måske af navnet på arten tormentil, af middellatin tormentilla, dim. af latin tormentum 'smerte', pga. den tidl. medicinske anvendelse; formen måske påvirket af navnet på slægten Poterium.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Simon Lægaard: potentil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144611