Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

morbærfamilien

Oprindelig forfatter IbFri Seneste forfatter Redaktionen

Morbær. Blomstrende og frugtbærende grene af alm. morbær (Morus nigra). 1 Ung gren ved løvspring. De store brunlige fodflige omslutter meget unge hunblomsterstande. 2 Blomsterstande og blomster. Tv. hunblomsterstand med fodflig; th. hunblomst med grønne blosterblade. Nederst hanblomsterstand; hanblomsterne har fire blosterblade og fire støvbærere. 3 Tv. gren med røde, næsten modne, og sorte, helt modne, frugtstande; th. en næsten moden frugtstand. Det er blosterbladene, der bliver kødfulde og indeslutter den nøddeagtige frugt. Frugtstanden, der spises af dyr og fugle, falder af som en helhed, og kødede blosterblade fra flere blomster er ofte vokset sammen indbyrdes (frugtstandssamfrugt).

morbærfamilien, Moraceae, plantefamilie med ca. 48 slægter og 1200 arter udbredt i troperne og de varmt tempererede egne i alle verdensdele. Familien indeholder fortrinsvis træer, bl.a. Antiaris, Artocarpus (brødfrugttræ), Broussonetia (papirmorbærtræ), Castilla, Ficus (figen), Brosimum (kotræ), Maclura og Morus (morbær), men også enkelte urteagtige slægter, bl.a. Dorstenia.

Træerne er ofte stedsegrønne og har store, læderagtige blade, men de tempererede slægter som fx morbær er løvfældende. En hvid mælkesaft findes som regel i bark og blade. Blomsterne er altid enkønnede, små og placeret i kompakte stande, der kan være raklelignende og cylindriske, kuglerunde eller aflangt hovedformede, skiveformede, bl.a. hos Dorstenia, eller helt lukket krukkeformede med blomster på indersiden som hos fx figen.

Frugterne er små nødder eller stenfrugter, der ofte er indesluttet af det saftige og kødede bloster eller i en skive- eller krukkeformet dannelse fra blomsterstandens stilk. Frugterne af mange arter er spiselige, men hos enkelte dog giftige.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis: morbærfamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127489