Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

figen

Oprindelige forfattere IbFri og OCal Seneste forfatter Redaktionen

Figen. Ficus carica: 1 skudspids med figner. 2 gennemskåret figen med langgriflede hunblomster; det er denne type figen, som spises; figenhvepsehunnen bestøver frøene, men kan ikke lægge æg i dem. 3 og 4 kort- og langgriflede hunblomster; kun i figner med kortgriflede hunblomster (galleblomster) kan figenhvepsehunner lægge æg. Disse gallefigner eller caprificus har hanblomster foroven og galleblomster forneden, og det er hvepsehunner herfra, som flyver ud og bestøver figenfrø. 5 vinget hun og vingeløs han af figenhvepsen Blastophaga psenes, der bestøver F. carica. Hannerne klækker før hunnerne; de kan undertiden kæmpe indbyrdes om retten til parringer.

Figen. Ficus carica: 1 skudspids med figner. 2 gennemskåret figen med langgriflede hunblomster; det er denne type figen, som spises; figenhvepsehunnen bestøver frøene, men kan ikke lægge æg i dem. 3 og 4 kort- og langgriflede hunblomster; kun i figner med kortgriflede hunblomster (galleblomster) kan figenhvepsehunner lægge æg. Disse gallefigner eller caprificus har hanblomster foroven og galleblomster forneden, og det er hvepsehunner herfra, som flyver ud og bestøver figenfrø. 5 vinget hun og vingeløs han af figenhvepsen Blastophaga psenes, der bestøver F. carica. Hannerne klækker før hunnerne; de kan undertiden kæmpe indbyrdes om retten til parringer.

figen, Ficus, slægt med ca. 800 arter i morbærfamilien; udbredt i alle varmt tempererede, subtropiske og tropiske egne, men særlig mange arter findes i Indonesien og Sydøstasien. Figen kan være buske eller træer, ofte meget store og med tykke stammer. En del arter er klatreplanter, der ofte spirer som epifytter, men efterhånden omklamrer deres værtstræ med rødder og stængler, så det til sidst kvæles.

Barken hos flere arter af figen, fx den i Afrika vidt udbredte Ficus thonningii, kan skrælles af og anvendes til barktøj; efter en sådan afskrælning gendannes barken. I stængler og blade dannes som regel hvid mælkesaft, der flere steder i verden har været anvendt som fuglelim eller til fremstilling af gummi.

Ordet figen kommer via ty. Vigen, af lat. ficus 'figentræ, figen'.

Bladene er normalt enkle og helrandede, men hos den i Middelhavsområdet dyrkede figen (F. carica) og visse andre arter er bladene håndformet delte: de i 1. Mosebog omtalte figenblade. Blomsterne er små og enkønnede og sidder på indersiden af en kødet og hul, kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterstandens akse, synconium, hvis åbning er næsten helt lukket af skælformede blade. Han- og hunblomster kan udvikles i samme eller i forskellige synconier. Hanblomsterne, der sidder nær synconiets munding, har tynde blosterblade og et eller to støvblade. Hunblomsterne består af et skævt, enfrøet frugtanlæg, som ender i en svagt tvedelt griffel og ved basis er omsluttet af tynde blosterblade. Frugten er en meget lille stenfrugt med tyndt kød; under frugtmodningen vokser synconiet og udvikles til en frugtlignende dannelse, figen, der i naturen fortæres af fugle og frugtædende flagermus, som herved spreder frøene.

Annonce

Bestøvning

Figen. Frugter.

Figen. Frugter.

Bestøvningsmåden af de små blomster inde i det lukkede synconium varierer noget fra art til art, men besørges altid af specialiserede insekter, figenhvepse, hvis hunner presser sig ind i synconiet, hvor de som regel dør efter at have lagt æg. Hunnerne medbringer pollen og bestøver de fungerende hunblomster, der har lange grifler. Æggene lægges i kortgriflede, sterile hunblomster, galleblomster, der tjener som ernæring for larverne, indtil næste generation af hunner er flyvefærdige og kan forlade synconiet. Figenhvepsenes hanner, som er vingeløse, befrugter hunnerne umiddelbart efter, at de er udviklet, og dør herefter uden at forlade synconiet. Figner og figenhvepse lever i tæt symbiose; ingen af dem kunne klare sig uden partneren, og en figenhvepsart findes kun sammen med én bestemt figenart.

Kulturplanter

Figen (Ficus carica) er en ældgammel kulturplante.

Figen (Ficus carica) er en ældgammel kulturplante.

Den almindeligt dyrkede figen, Ficus carica, er en af de ældste kulturplanter i Middelhavsområdet og en af de hyppigst omtalte planter i Bibelen; arten kendes formentlig ikke som vildtvoksende. Morbærfigen, F. sycomorus, er ligeledes en gammel kulturplante, som omtales i Bibelen; den er et stort træ, der er vidt udbredt i tropisk Afrika, men blev i oldtiden af egypterne bragt til Middelhavsområdet; træet dyrkes for de spiselige figner og veddet, som bl.a. blev anvendt til mumiekister for mere end 3000 år siden. Banyantræet, F. benghalensis, udvikler en krone, hvis grene bæres af støtterødder, så ét træ kan minde om en hel lille skov.

Mange figenarter dyrkes som prydtræer, enkelte som potteplanter, fx violinfigen, F. lyrata, stuebirk, F. benjamina, og gummifigen, F. elastica; sidstnævnte var tidligere en vigtig kilde til naturgummi og dyrkedes bl.a. i plantager på Malacca-halvøen.

Dyrkning i Danmark

Den almindelige figen, F. carica, tåler ret kolde vintre og kan vokse udendørs i Danmark. På lune steder kan frugterne modne i gode somre, men det sikreste resultat opnås i væksthus. Træet er lille og buskagtigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis, Ole Callesen: figen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=75597