Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

valmue

Oprindelig forfatter AStr Seneste forfatter Redaktionen

Valmue. Kornvalmue.

Valmue. Kornvalmue.

valmue, Papaver, planteslægt i valmuefamilien med ca. 80 arter, hovedsagelig udbredt i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Det er urter, ofte enårige, med store blomster bestående af to affaldende bægerblade, fire kronblade, mange støvdragere og en frugtknude, der udvikles til en kapsel. De talrige små frø rystes ud igennem porer i den øvre del af den modne kapsel.

I Danmark findes tre arter, hvoraf den almindeligste er den kraftigt røde kornvalmue (Papaver rhoeas), der kan forekomme i store mængder i braklagte marker og som ukrudt i usprøjtede kornmarker.

Ordet valmue kommer af glda. walmughæ, af germ. *walha- 'bedøvelse' og *magōn- 'valmue', jf. ty. Mohn og gr. mekon.

Opiumsvalmue (P. somniferum) dyrkes dels til fremstilling af opium og morfin, dels pga. frøene, der bruges på brød og kager (birkes). Flere arter dyrkes som prydplanter i haver, bl.a. kæmpevalmue (P. orientale) og sibirisk valmue (P. nudicaule).

Annonce

Valmuer i kornmark.

Valmuer i kornmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid: valmue i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178154