Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

carrageenan

Oprindelig forfatter AaKri Seneste forfatter Redaktionen

carrageenan, et phycocolloid, der er meget anvendt som konsistensmiddel i fødevareindustrien. Det udtrækkes af cellevæggene af forskellige rødalger, bl.a. carrageentang, Chondrus crispus, vortetang, Mastocarpus stellatus, og Eucheuma.

1. led i ordet carrageenan kommer fra stednavnet Carrag(h)een ved Waterford i Irland, af irsk carrageen 'klippemos, Irish Moss', og 2. led -an.

Carrageenan er et kulhydrat bestående af galaktoseenheder. Det omfatter forskellige typer, som er mere eller mindre gelédannende, men alle danner en blødere gelé end agar. Furcellaran er fx en carrageenan, som udtrækkes af gaffeltang; produktionen heraf startede i Danmark, hvorfor den også kaldes dansk agar.

Carrageenan anvendes som fortykningsmiddel og stabilisator i mælkeprodukter (fx kakaomælk, budding og is) samt marmelader, kødprodukter, tandpasta og cremer. De vigtigste producenter er USA, Frankrig og Danmark. Tangen høstes især i Canada, Fjernøsten og Sydamerika. Se tilsætningsstoffer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aase Kristiansen: carrageenan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=54634