• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pollen

Oprindelig forfatter KEng Seneste forfatter Redaktionen

Pollen. Scanning-elektronmikroskopi af otte spirende pollen, forstørret ca. 340 gange. Når pollen frigives fra støvknappen og bringes over til en blomsts støvfang, enten ved vinds, vands eller dyrs hjælp, vil det, hvis det bliver genkendt, spire og danne et pollenrør, en udvækst fra pollenkornets rørcelle. Dette rør vokser ud gennem de svage steder i pollenvæggen, spireporerne, ned gennem griflen og frem til frøanlæg nede i frugtknuden.

Pollen. Scanning-elektronmikroskopi af otte spirende pollen, forstørret ca. 340 gange. Når pollen frigives fra støvknappen og bringes over til en blomsts støvfang, enten ved vinds, vands eller dyrs hjælp, vil det, hvis det bliver genkendt, spire og danne et pollenrør, en udvækst fra pollenkornets rørcelle. Dette rør vokser ud gennem de svage steder i pollenvæggen, spireporerne, ned gennem griflen og frem til frøanlæg nede i frugtknuden.

pollen, pollenkorn, blomsterstøv, den hanlige gametofyt hos nøgenfrøede og dækfrøede planter. Pollenkornet er den haploide generation og består af ganske få celler, hvoraf de vigtigste er de to hanlige kønsceller (gameter).

Ordet pollen kommer af latin pollen 'fint mel'.

Pollenkornet er omgivet af en kompliceret opbygget væg, hvis komponenter kan frembringe irritationer hos pollenallergikere (se pollenallergi). Væggen er opbygget af to lag: Det ydre lag, exinen, består af stoffet sporopollenin, der er særdeles modstandsdygtigt (se også pollenanalyse); det indre lag, intinen, indeholder især cellulose og pektin. I exinelaget forekommer små hulrum, der er opfyldt af artsspecifikke proteiner, og disse stoffer skal støvfangets celler kunne genkende, for at pollenet spirer, og en befrugtning kan finde sted. Overførslen af pollen fra støvknapper til støvfang kaldes pollination eller bestøvning.

Pollen. Skematiseret kimsækdannelse hos en dækfrøet plante. 1 Inderst i frøanlægget udvikles en diploid, sporogen (sporedannende) celle (kromosomtallet 2n). 2 Den sporogene celle danner ved meiose (reduktionsdeling) en række af fire haploide makrosporer (kromosomtallet n). Hos mere end 70% af alle dækfrøede planter går de tre makrosporer til grunde, mens den, der ligger inderst, vokser sig større og udfylder hele pladsen. 3 Den fungerende makrosporecelles kerne deler sig ved mitose uden efterfølgende vægdannelse og danner en 2-kernet celle. 4 Efter endnu to mitotiske delinger er der dannet en celle med otte frie, haploide kerner. 5 Fire kerner bevæger sig til hver ende af cellen, hvorefter en kerne fra hver ende, polkerner, bevæger sig ind mod centrum og her smelter sammen til en diploid kerne (2n). Kernerne omgives nu af cellevægge, hvilket markerer dannelsen af den egentlige kimsæk, der er moden til befrugtning. Den består af syv celler: ægapparat (en ægcelle og to synergideceller) nedad mod mikropylen, tre antipodeceller ved kimsækkens modsatte pol og den store centrale celle med de sammensmeltede polkerner. 6 Når et pollenkorn lander på blomstens støvfang, spirer det med et pollenrør, der vokser ned til frøanlæggene. 7 Pollenrøret tiltrækkes kemotropisk til mikropylen pga. et sekret, der udskilles fra den ene synergidecelle. Pollenrøret vokser ind i denne synergidecelle og afgiver de to haploide sædceller (hanlige gameter), der smelter sammen med hhv. ægcellen og centralcellen. Dette kaldes dobbeltbefrugtning og finder kun sted hos de dækfrøede planter. Den anden synergidecelle er blot en reservecelle, i tilfælde af at den første ikke fungerer korrekt. 8 og 9 Den befrugtede ægcelle, zygoten, er diploid og udvikles til en kim, mens de sammensmeltede polkerner i centralcellen og den ene sædcelles kerne danner den triploide frøhvide, der fungerer som næring for kimen. Antipodecellerne kan evt. bistå ved transport af næring fra de omliggende væv ind til kimsækken, men hos mange planteslægter degenererer de meget tidligt.

Pollen. Skematiseret kimsækdannelse hos en dækfrøet plante. 1 Inderst i frøanlægget udvikles en diploid, sporogen (sporedannende) celle (kromosomtallet 2n). 2 Den sporogene celle danner ved meiose (reduktionsdeling) en række af fire haploide makrosporer (kromosomtallet n). Hos mere end 70% af alle dækfrøede planter går de tre makrosporer til grunde, mens den, der ligger inderst, vokser sig større og udfylder hele pladsen. 3 Den fungerende makrosporecelles kerne deler sig ved mitose uden efterfølgende vægdannelse og danner en 2-kernet celle. 4 Efter endnu to mitotiske delinger er der dannet en celle med otte frie, haploide kerner. 5 Fire kerner bevæger sig til hver ende af cellen, hvorefter en kerne fra hver ende, polkerner, bevæger sig ind mod centrum og her smelter sammen til en diploid kerne (2n). Kernerne omgives nu af cellevægge, hvilket markerer dannelsen af den egentlige kimsæk, der er moden til befrugtning. Den består af syv celler: ægapparat (en ægcelle og to synergideceller) nedad mod mikropylen, tre antipodeceller ved kimsækkens modsatte pol og den store centrale celle med de sammensmeltede polkerner. 6 Når et pollenkorn lander på blomstens støvfang, spirer det med et pollenrør, der vokser ned til frøanlæggene. 7 Pollenrøret tiltrækkes kemotropisk til mikropylen pga. et sekret, der udskilles fra den ene synergidecelle. Pollenrøret vokser ind i denne synergidecelle og afgiver de to haploide sædceller (hanlige gameter), der smelter sammen med hhv. ægcellen og centralcellen. Dette kaldes dobbeltbefrugtning og finder kun sted hos de dækfrøede planter. Den anden synergidecelle er blot en reservecelle, i tilfælde af at den første ikke fungerer korrekt. 8 og 9 Den befrugtede ægcelle, zygoten, er diploid og udvikles til en kim, mens de sammensmeltede polkerner i centralcellen og den ene sædcelles kerne danner den triploide frøhvide, der fungerer som næring for kimen. Antipodecellerne kan evt. bistå ved transport af næring fra de omliggende væv ind til kimsækken, men hos mange planteslægter degenererer de meget tidligt.

Pollen kan variere i form (kantede, kuglerunde eller ellipseformede) og i størrelse fra meget små (2,5-3,5 μm) hos forglemmigej (Myosotis) til små (10-14 μm) hos alm. slangehoved (Echium vulgare) og meget store (230-250 μm)

Annonce

Visse pollen, fx fra fyr og gran, indeholder luftsække, så de lettere spredes med vinden. Vindbestøvede arter, fx elm, birk og hassel, producerer ofte et betydeligt antal pollen fra en enkelt plante, og luften kan derfor i perioder indeholde store mængder af vindbårne pollen. Pollentallet angiver netop, hvor mange pollenkorn af en bestemt art der er indeholdt i 1 m3 luft (se også konidier).

Pollen hos vindbestøvede planter er ofte glatte og tørre, mens pollen hos de fleste insektbestøvede arter er klæbende, så de hæfter sig til bestøveren.

Pollen. Undertiden kan både fyrre- og birkepollen danne synlige pollenskyer med meget store koncentrationer af pollen, hvorved også ikkeallergikere kan opleve ubehagelige reaktioner. Der kan også ses tydelige pollenlag på fx vandoverfladen i vandløb og søer.

Pollen. Undertiden kan både fyrre- og birkepollen danne synlige pollenskyer med meget store koncentrationer af pollen, hvorved også ikkeallergikere kan opleve ubehagelige reaktioner. Der kan også ses tydelige pollenlag på fx vandoverfladen i vandløb og søer.

Hos orkidéer er pollenkornene fra en støvsæk klæbet sammen til et køllelignende pollinium. Pollenkornets form, størrelse og exinemønster er sammen med andre morfologiske træk, fx antal, placering og udseende af spireporer, karakteristiske for den enkelte art, hvilket udnyttes i pollenanalyse (se også palynologi, læren om pollen og sporer).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Engell: pollen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143570