Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

frøhvide

Oprindelig forfatter KEng Seneste forfatter Redaktionen

frøhvide, endosperm, kimnæring indesluttet i frøplanters frø. Hos dækfrøede planter sker der samtidig med befrugtningen af ægcellens kerne en fusion mellem to polkerner i kimsækkens indre centrale celle og den anden hanlige kerne fra pollenrøret. Fra denne frøhvidecelle med triploid kerne (tredobbelt kromosomsæt) vil der ved gentagne mitotiske delinger udvikles et næringsvæv, frøhviden. Næringen bruges af kimen under dens udvikling: Samtidig befrugtning af ægkerne og polkerner, dobbeltbefrugtning, er således en nøglebegivenhed i dækfrøedes livscyklus. Frøhviden indeholder kulhydrater, proteiner og fedtstoffer og ligger som regel omkring kimen, men fx i skalfrugten hos græsserne er kimen trængt op til den ene side af den sammenvoksede frø- og frugtskal, og frøhviden kan derfor ikke helt omkranse kimen, kun ligge tæt op til det store kimblad.

Hos de nøgenfrøede planter er næringsvævet (som undertiden kaldes frøhvide) opbygget af haploide celler, der er dannet forud for befrugtningen. Der skal således kun ske én befrugtning af ægkernen før dannelsen af kimen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Engell: frøhvide i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80454