Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

blomst

Oprindelig forfatter KEng Seneste forfatter Redaktionen

Blomst. Blomstens sædighed.

Blomst. Blomstens sædighed.

blomst, flos, hos planter det skud, som er specialiseret til at tjene forplantningen. Blomsten afslutter stænglens vækst, idet vækstpunktet opbruges ved anlæggelsen af blomsten. Traditionelt har blomsten og de indbyrdes relationer mellem blomstens dele stor betydning for bedømmelsen af slægtsforhold inden for plantegrupperne. Tal-, symmetri- og sædighedsforhold, blomsterbundens udformning og evt. sammenvoksninger imellem blomstens blade er vigtige bygningstræk, der anvendes ved klassifikation. Dette gælder ligeledes informationer om antal støv- og frugtblade og disses indbyrdes placering.

Se også bestøvning.

Opbygning

Blomsterskuddets stængel, der er meget kort, er udstyret med en tæt samling af specialiserede blade, som anlægges i en ganske bestemt rækkefølge. Først og yderst dannes blosterbladene, som inddeles i de ydre, førstanlagte bægerblade, sepala, der er grønne, og de indenfor dannede kronblade, petala, der som regel er anderledes farvede. Blosterblade kan også være ens i størrelse og farve som fx hos mange enkimbladede. Inden for blosteret anlægges støvblade, stamina, og inderst udvikles frugtblade, carpella.

Annonce

Blomst. Blomstens opbygning.

Blomst. Blomstens opbygning.

Bægerblade minder om vegetative blade (stænglens grønne blade) i form, farve og delvis i funktion. Bægerblade beskytter blomstens indre i knopstadiet, og pga. indholdet af grønkorn i bægerbladenes celler foregår der fotosyntese. I nogle tilfælde falder bægerbladene af, når blomsten åbner sig, i andre yder de senere beskyttelse også for frugt og frø. Kronblade er oftest farvede og fungerer som en reklame for blomsten. Et typisk kronblad er hjerteformet med en bred plade og en smal grund (negl). I knopstadiet kan kronblade og bægerblade være klaplagte (kant mod kant) eller taglagte. Taglagte blade er ofte snoede og har enten højre eller venstre rand dækket af nabobladet; i andre tilfælde er bladene foldede eller så smalle, at de end ikke berører hinanden i den lukkede knop.

Støvblade består af en tynd støvtråd og en støvknap. Støvknapper er opbygget af fire lange støvsække, hvori der dannes mikrosporer (forstadier til pollenkorn, som indeholder de hanlige gameter) ved reduktionsdeling (meiose). Støvsækkene frigiver oftest pollenkornene gennem længdespalter, der opstår mellem de to sække på hver knaphalvdel. Støvblade uden anlæg for støvknapper og dermed dannelse af mikrosporer er golde og benævnes staminodier.

Frugtbladene danner inderst i blomsten et eller flere frugtanlæg, som består af tre dele. Øverst er støvfanget, hvis overflade skal opfange pollenkorn under bestøvningen. Dernæst er griflen, der hæver støvfanget frem for at lette bestøvningsprocessen, og som udgør det væv, pollenrør (pollenkorns udvækster med de hanlige gameter) skal vokse ned igennem for at nå til den nederste del, frugtknuden, som rummer frøanlæg med de hunlige gameter, der efter befrugtning udvikles til frø.

De fire bladtyper kan være anlagt på forskellig måde. Nogle blomster har skruestillet bladstilling, hvor der er meget lille internodie (dvs. stængel imellem to på hinanden følgende blade); her afløser den ene type af blade blot den næste. En blomst med skruestillet bladstilling som fx magnolie betegnes acyklisk. Bladantallet er i reglen stort og ubestemt i en acyklisk blomst. Andre blomster har kransstillet bladstilling, dvs. at blade af samme type anlægges i krans. En sådan blomst benævnes cyklisk og har bestemte, relativt lave bladantal i de enkelte kranse. Indbyrdes mellem kransene vil bladene være placeret alternerende, dvs. at de anlægges ud for mellemrummet mellem bladene i den forrige krans. Den mest såkaldt fuldkomne cykliske blomst har fem bladkranse: en bægerblads-, en kronblads-, to støvblads- og en frugtbladskrans. En sådan blomst betegnes dobbelthannet. På grund af den alternerende placering vil yderste krans af støvblade stå i mellemrummene mellem kronbladene, dvs. lige ud for midten af bægerbladene; denne krans af støvblade benævnes derfor bægerstøvbladskransen, mens den indre støvbladskrans benævnes kronstøvbladskransen, da støvbladene står ud for midten af kronbladene. Er der kun én støvbladskrans, betegnes blomsten enkelthannet.

Talforhold

Ranunkel. Tv. bidende ranunkel (Ranunculus acris), th. lav ranunkel (Ranunculus repens).

Ranunkel. Tv. bidende ranunkel (Ranunculus acris), th. lav ranunkel (Ranunculus repens).

Cykliske blomster hos enkimbladede planter har oftest tre bægerblade, tre kronblade, to kranse med hver tre støvblade og inderst et til tre frugtblade. Disse blomster betegnes tretallige, hvorimod tokimbladede planters blomster oftest er fire- eller femtallige.

Symmetriforhold

Nogle blomster er opbygget af så ensartede komponenter, at alle blade af samme type er hinandens spejlbilleder. Fra denne regelmæssighed kan ske variationer; et enkelt blad kan afvige fra de andre, eller alle blade i en eller flere kranse kan være tydeligt forskellige fra hinanden. Blomster med mere end to symmetriplaner er radiært symmetriske (aktinomorfe ) (mange blomster, fx roser og ranunkler), med to symmetriplaner er de bisymmetriske (fx hjerteblomst) og med kun ét symmetriplan betegnes blomsten ensymmetrisk (zygomorf) (fx ærteblomstfamilien). Der forekommer også asymmetriske blomster (fx kanna).

Sædighed

Blomstens forskellige bladtyper sidder på en akse, som benævnes blomsterbunden, receptaklet. I en undersædig, hypogyn, blomst er denne kort kuppelformet og udformet således, at bæger-, kron- og støvblade alle sidder placeret under frugtbladene. Er blomsterbunden derimod skive- eller krukkeformet, og frugtbladene placeret frit inde i krukken, mens bæger-, kron- og støvblade anlægges på randen, benævnes blomsten omkringsædig, perigyn. Blomsterbundsdannelsen betegnes da underbægeret; den danner et yderste "bæger" omkring frugtbladene. Er underbægeret vokset helt fast til frugtbladenes ydre, så man ikke kan adskille disse to lag uden at bryde celler itu, benævnes blomsten oversædig, epigyn.

Læbeblomstfamilien har navn efter blomsten, der hos langt de fleste slægter har en læbekrone dannet af fem sammenvoksede kronblade, der nederst danner et kronrør, i hvis bund nektaren samles. Hos slægten tvetand (Lamium), her arten rød tvetand (L. purpureum), er sidefligene ret små og trukket ud i to spidse tænder. Bestøvningen foregår ved langsnablede humlebier, der under besøget i blomsten støder ryggen mod støvfang og støvknapper, der er placeret under overlæben, hvorved medbragt pollen afsættes på støvfanget, og nyt pollen føres videre til næste blomst.

Læbeblomstfamilien har navn efter blomsten, der hos langt de fleste slægter har en læbekrone dannet af fem sammenvoksede kronblade, der nederst danner et kronrør, i hvis bund nektaren samles. Hos slægten tvetand (Lamium), her arten rød tvetand (L. purpureum), er sidefligene ret små og trukket ud i to spidse tænder. Bestøvningen foregår ved langsnablede humlebier, der under besøget i blomsten støder ryggen mod støvfang og støvknapper, der er placeret under overlæben, hvorved medbragt pollen afsættes på støvfanget, og nyt pollen føres videre til næste blomst.

Sammenvoksninger

Såvel bæger- som kronblade kan være sammenvoksede. Sådanne sammenvoksninger kan være så fuldkomne, at det er svært at skelne de enkelte blade, men den alleryderste spids af hvert enkelt blad vil oftest kunne afsløre det oprindelige antal, idet de enkelte blade starter som selvstændige anlæg, der først senere vokser sammen. Ved sammenvoksninger af kronblades negle dannes et kronrør, mens en krave dannes af sammenvoksede kronbladsplader. Afhængig af kronformen skelnes i de helkronede blomster mellem kugle-, krukke-, tragt- og klokkeform, hvor det næsten ikke er muligt at skelne mellem negl- og pladedel. Med større og større krave bliver kronen rørformet, fladkravet eller hjulformet. Sambladede kroner forekommer bl.a. i maske- og læbeblomstfamilierne, hvis kroner er ensymmetriske med to læber: Overlæben dannes af to sammenvoksede kronblade, mens underlæben består af tre. Maskeblomster har pukler (masker), der delvis lukker af til blomstens indre ved underlæbens indgang til kronrøret. Også støvblade kan vokse sammen indbyrdes; der kan dannes rør med endestillede, frie støvknapper (fx ærteblomstfamilien) eller frie tråde med endestillede, sammenvoksede knapper (fx kurvblomstfamilien). Undertiden sker en spaltning af støvblade til flere enheder, hvorved det ser ud, som om der er anlagt talrige støvblade i knipper eller bundter.

Blade af forskellige typer kan også vokse sammen. Hvis sammenvoksninger sker mellem støvtråde og den rørformede del af kronen, ser det ud, som om støvtråde/støvknapper udspringer oppe midt på kronbladene. Mellem kransstillede frugtblade sker oftest sammenvoksninger. Derved dannes et midtstillet frugtanlæg i blomsten, og frugtknuden kan være enten enrummet eller flerrummet (se frugt).

Kurvblomstfamilien opdeles traditionelt i 13 grupper, som efter blomstertypernes fordeling i kurven kan placeres i fire hovedgrupper. 1 kun rørformede skiveblomster, randblomster mangler; skiveblomster med fem ensartede kronbladspidser. Dette kendetegner tidsel-, Vernonia- og hjortetrøstgrupperne. 2 rørformede skiveblomster (som 1) og en kreds af randblomster, der er større end skiveblomsterne og består af tre kronblade, der er vokset sammen til en ensidig uægte tunge, mens de to andre kronblade mangler (i undtagelsestilfælde er randblomsterne dog ikke udviklet). Denne fordeling af blomster forekommer hos Arctotis-, alant-, asters-, morgenfrue-, brandbæger-, gåseurt-, Helenium- og solsikkegrupperne. 3 enten udelukkende rørformede skiveblomster (som 1) eller udelukkende læbeformede skiveblomster, eller læbeformede skiveblomster og en kreds af læbeformede randblomster. Denne fordeling ses hos gerbera-gruppen. 4 alle blomster ægte tungeformede, idet alle fem kronblade er vokset sammen til en ensidig tunge, der er længst hos de yderst placerede blomster. Denne type blomster findes hos salatgruppen, som yderligere kendes på, at planterne har mælkesaft.

Kurvblomstfamilien opdeles traditionelt i 13 grupper, som efter blomstertypernes fordeling i kurven kan placeres i fire hovedgrupper. 1 kun rørformede skiveblomster, randblomster mangler; skiveblomster med fem ensartede kronbladspidser. Dette kendetegner tidsel-, Vernonia- og hjortetrøstgrupperne. 2 rørformede skiveblomster (som 1) og en kreds af randblomster, der er større end skiveblomsterne og består af tre kronblade, der er vokset sammen til en ensidig uægte tunge, mens de to andre kronblade mangler (i undtagelsestilfælde er randblomsterne dog ikke udviklet). Denne fordeling af blomster forekommer hos Arctotis-, alant-, asters-, morgenfrue-, brandbæger-, gåseurt-, Helenium- og solsikkegrupperne. 3 enten udelukkende rørformede skiveblomster (som 1) eller udelukkende læbeformede skiveblomster, eller læbeformede skiveblomster og en kreds af læbeformede randblomster. Denne fordeling ses hos gerbera-gruppen. 4 alle blomster ægte tungeformede, idet alle fem kronblade er vokset sammen til en ensidig tunge, der er længst hos de yderst placerede blomster. Denne type blomster findes hos salatgruppen, som yderligere kendes på, at planterne har mælkesaft.

Kønnethed

Nogle planter er tvekønnede, andre er enkønnede. En tvekønnet blomst har udviklet både støvblade og frugtblade, mens en enkønnet (særkønnet) blomst enten kun har støvblade, hvor der produceres pollenkorn, eller kun har dannet frugtblade med frøanlæg, der bl.a. producerer hunlige gameter — ægceller. Hvis alle blomster på en plante er af samme køn, siges planten at være diøcisk eller tvebo (særbo). Hvis planten derimod har enkønnede blomster, men blomster af begge køn på samme plante, betegnes planten monøcisk eller enbo (sambo). Endelig benævnes planter flerbo, hvis der både forekommer tvekønnede og enkønnede blomster på samme plante.

Blomsterstand

Blomster kan være samlet i grupper, blomsterstande, der danner en helhed og som oftest støttes af blade, evt. højblade. Skudbygningen kan følge de samme to mønstre, som ses i en vegetativ skudspids: monopodial og sympodial vækst.

Ved monopodial vækst fortsætter hovedaksens endeknop med at vokse, mens sideakserne afsluttes med blomsteranlæggelse. En sådan vækst er åben (udetermineret) og kan principielt fortsætte uendeligt. I en monopodial stand vil de nedre blomster være anlagt først, og efterhånden som hovedaksen vokser, vil der dannes flere og flere blomster opefter. Blomsterne kommer til at sidde op ad en akse, og de udvikles over en relativt lang periode, således at de førstanlagte blomster kan være bestøvede og evt. befrugtede, længe før de sidste er sprunget ud. De monopodiale stande kan inddeles efter hovedaksens længde og tilstedeværelsen af blomsterstilk, fx er en rakle en klase eller et aks af oftest små og uanseelige, enkønnede blomster, der falder af som en samlet helhed.

Blomst. Blomsterstand.

Blomst. Blomsterstand.

Ved sympodial vækst opbruges endeknoppens vækstpunkt ved blomsteranlæggelsen; hovedskuddet har lukket (determineret) vækst. I de øverste bladhjørner anlægges sideskud til videre vækst. Afsluttes disse også med blomsterdannelse, vil der til stadighed ske forgreninger. De sympodiale blomsterstande samles oftest under betegnelsen kvaste. I en kvast springer den midterste blomst ud først. Inddeling af kvaste sker efter antallet af sideaks. Hvis planten har spredte blade, vil forgrening under den endestillede blomst ske i mange retninger, og der dannes en flerarmet kvast. Hvis der kun dannes sideskud fra de to øverste bladhjørner, er kvasten toarmet. En specielt regelmæssig, toarmet kvast forekommer, hvis bladstillingen er modsat. Denne type benævnes en gaffelkvast og forekommer især i nellikefamilien.

Sker forgrening kun fra ét bladhjørne, bliver kvasten enarmet; de to almindeligste typer er sviklen og skruekvasten. I sviklen sker forgreningen skiftevis fra højre og venstre forblad på sideakserne som fx hos mange rubladede, bl.a. forglemmigej. Blomsterstanden bliver da indrullet med blomster anlagt i en siksaklinje. Sker forgreningen derimod ensidigt, dvs. altid i forbladshjørnet til samme side, benævnes blomsterstanden en skruekvast, og den bliver spiralformet indrullet. En speciel kvastform forekommer hos læbeblomstrede; her er sidegrenene i kvasten meget korte og danner nøgler.

Græsfamilien.

Græsfamilien.

Blomsterstande er ofte yderligere komplicerede i opbygning, idet de kan være sammensat af flere typer. Fx kan klaser være samlet i klaser: en top. Er toppens blomsterstilke og akser meget korte, benævnes blomsterstanden en dusk. Begge former findes hos græsser. Skærmblomstrede planter har ofte dobbeltskærme, dvs. skærme (småskærme) samlet i skærme (storskærme). Desuden forekommer der kurve i halvskærme, skruekvaste i nøgler osv., så der findes mangfoldige varianter.

Læs mere om blomster i underemnerne herunder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Engell: blomst i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48435