Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vandoptagelse

Oprindelig forfatter HVS Seneste forfatter Redaktionen

vandoptagelse, proces hos planter, der sikrer, at det vand, planten mister ved fordampning, erstattes (se også væskebalance). Vandet optages gennem røddernes fine rodhår, som er tynde udvækster på de yderste forgreninger af rødderne. Rodhårene er 0,1-10 mm lange og giver tilsammen en meget stor overflade. Vandet trænger ind gennem rodhårenes tynde vægge ved diffusion og transporteres videre frem til ledningsstrenge i midten af rødderne. I ledningsstrengenes kar strømmer vandet op til plantens stængler og blade. Vandet i karrene strømmer med en hastighed af normalt ca. 10 m i timen, hvilket er mange gange hurtigere end ved diffusion. Når vandet når frem i karrenes yderste forgreninger i bladene, er det igen diffusion, der fører vandet frem til de enkelte celler.

Vandet i rødderne kan have et overtryk, men dette rodtryk er langtfra tilstrækkeligt til at presse vandet op i planten; vandtransporten drives af det undertryk, der dannes ved fordampning fra bladene. I almindelighed kan en sugepumpe ved atmosfærisk tryk ikke hæve vand højere end 10 m, og det synes derfor paradoksalt, at træer kan være over 100 m høje. Forklaringen er, at vandmolekylerne hænger sammen med en såkaldt kohæsionskraft, som tillader et stort undertryk, uden at vandsøjlen brydes. I planternes tynde vandtransportelementer, kar og trakeider, fungerer kohæsionskraften særlig godt og tillader store undertryk, der ikke ville være mulige i tykkere rør. Sammen med vandet transporteres næringsstoffer fra rødderne frem til bladene, se stoftransport. For at beskrive de kræfter, der driver vandets bevægelse, benyttes begrebet vandpotentiale.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Vibe Scheller: vandoptagelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178383