• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

xylem

Oprindelig forfatter JDaM Seneste forfatter Redaktionen

xylem, den planteanatomiske betegnelse for ved. Xylem findes i alle plantens organer, dvs. i rod, stængel og blade, og danner et sammenhængende transportsystem for vand og opløste næringssalte gennem hele planten. Xylem består af flere forskellige celletyper: karceller og trakeider til vandtransport, vedtaver og stenceller til afstivning og parenkymceller til oplagring af stivelse og oliedråber.

Ordet xylem kommer af græsk xylon 'træ'.

Xylem anlægges og modnes i de yngste plantedele, der behøver tilførsel af vand for at vokse; kar og trakeider er døde celler. I de unge plantedele skal disse celler kunne strækkes i takt med væksten, og de skal også kunne modstå et undertryk i cellen og et pres fra omgivende celler. Cellevæggen opfylder disse krav, således at en primær cellevæg, udformet som et net af cellulose, lader vandet passere, og en afstivende, forveddet sekundær væg, enten i form af ringe eller skruer, forhindrer, at cellen presses sammen, men ikke at den strækkes. Når strækningsvæksten i plantedelen er slut, erstattes disse celler af celler med en mere massiv sekundærvæg, der ikke kan strækkes.

De vandtransporterende celler fungerer oftest kun i en periode på et til få år, fordi de bliver luftfyldte, og de erstattes hos flerårige planter hvert år med nye celler, der dannes af vækstlaget. I vandplanter, hvor vandtransporten er meget begrænset, er xylemet reduceret. Se også ved og phloem.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Dahl Møller: xylem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183383