Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stele

Oprindelig forfatter JDaM Seneste forfatter Redaktionen

Stele. Eksempler på steletyper.

Stele. Eksempler på steletyper.

stele, (gr. 'søjle'), den centrale cylinder i karplanters rødder og stængler. Stelen strækker sig gennem hele planten og omfatter organets ledningsvæv, dvs. vand- og sukkertransporterende væv (xylem og phloem). Stelens yderste cellelag, pericyklen, grænser op til det inderste cellelag i primærbarken, endodermis. Begge cellelag er veludviklede i rødder, hvor stelen således er tydeligt afgrænset. I stængler, der oftest mangler både endodermis og pericykel, er stelen ikke klart afgrænset. Stelebegrebet anvendes kun i forbindelse med rødder og stængler med primær vækst (vækst i længde, se meristem), idet vækst i tykkelse (sekundær vækst, se tykkelsesvækst) medfører en ændring af ledningsvævenes indbyrdes fordeling i stelen.

Stelebegrebet blev introduceret i slutningen af 1800-t., og forskellige steletyper blev defineret som et redskab til belysning af karplanternes indbyrdes slægtskab.

Opdeling af steler i typer er baseret på den indbyrdes fordeling af ledningsvæv inden for stelen. De første karsporeplanter havde en protostele, der er opbygget af en central søjle af xylem omgivet af phloem. Den fandtes bl.a. hos Rhynia, som uddøde for 360 mio. år siden ved slutningen af Devon. Samme steletype finder man nu i de underjordiske stængler hos Psilotum. Rødder hos nulevende frøplanter har en speciel type protostele, en aktinostele (lat. actinos 'stjerne'), der har fået navnet, fordi det centralt placerede xylem på et tværsnit danner en stjerneformet figur. Phloemet er opdelt i strenge, der ligger mellem stjernespidserne i xylemet. I en siphonostele, der findes i stængler hos karsporeplanter, danner ledningsvævet et rør omkring en central marv af parenkymceller. Hos dværgulvefod, som bærer små blade, er ledningsvævscylinderen hel. Hos bregner, som har store blade, dannes der åbninger i cylinderen, i forbindelse med at ledningsstrenge udgår fra cylinderen til bladene. Disse bladsporåbninger er udfyldt af parenkymvæv. I stænglerne hos frøplanter findes to karakteristiske steletyper, eustelen og ataktostelen. Eustelen findes hos næsten alle nøgenfrøede og tokimbladede planter. Den består af et system af enkelte ledningsstrenge, der ligger i en kreds omkring en central marv. Fra ledningsstrengene udgår bladsporstrenge til bladene. På et tværsnit af en enkimbladet plantes stængel ligger ledningsstrengene spredt over hele stængeltværsnittet, heraf navnet ataktostele (gr. ataktos 'uden orden'). Stænglens og rodens forskelligt byggede steler mødes i en kompliceret overgangszone mellem rod og stængel, og derved sikres uhindret vand- og sukkertransport mellem organerne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Dahl Møller: stele i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=164612