Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krystalcelle

Oprindelig forfatter LBoJ Seneste forfatter Redaktionen

krystalcelle, celle i plantevæv med et eller flere krystallinske legemer oftest bestående af calciumsalte, enten som oxalat eller mere sjældent som carbonat (se cystolitter). Calciumoxalat udfældes normalt i cellens vakuole som enkeltkrystaller, der kan være rombiske eller nåleformede, rafider, hvor sidstnævnte ofte ligger parallelt i et bundt, eller i form af sammensatte krystaller, fx stjerneformede druser. Plantevæv, der har mange celler med rafider, giver en ubehagelig, stikkende fornemmelse i munden, når de spises. Til dyrkning af fx ananas udvælges derfor sorter med kun få rafider. Calciumoxalat-druser og -rafider findes oftest i spredtliggende celler (se idioblast).

Calciumsaltene er formentlig et restprodukt fra stofskiftet, og krystallernes funktion er ikke klarlagt, men deres form og forekomst er karakteristisk for visse plantegrupper og kan derfor bruges ved biologisk klassifikation.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lise Bolt Jørgensen: krystalcelle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111733