Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kar

Oprindelig forfatter JDaM Seneste forfatter Redaktionen

kar, rørformet struktur, som er det vigtigste vandledende element hos mange planter, hvor kar også transporterer uorganiske ioner til blade og skudspidser. Et vedkar består af en lang række aflange karceller. Endevægge mellem cellerne er helt eller delvis opløst, og cellerne er døde og har relativt tykke cellevægge opbygget af især cellulose og lignin.

Vandmængden, der passerer gennem karret i et givet tidsrum, er ligefrem proportional med karrets radius opløftet til fjerde potens; dvs. at strømningshastigheden stiger hurtigt med diameteren. Men der er en risiko ved de vide kar: Der dannes lettere luftbobler i vandsøjlen, hvorefter karret ikke længere fungerer, da vand kun kan trækkes op i en ubrudt søjle.

Kar findes hos dækfrøede planter, men ikke hos nøgenfrøede træer som nåletræer, hvor vandet transporteres gennem trakeider, se ved. Kar findes endvidere hos ganske få karsporeplanter, bl.a. ørnebregne, dværgulvefod og padderokker. Hos de såkaldt ringporede træarter som eg, elm og ask kan man let se karrene med det blotte øje på et stammetværsnit. Nogle af de største kar findes hos lianer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Dahl Møller: kar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104079