Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

peber

Oprindelige forfattere AStr, Folke og HCJ Seneste forfatter Redaktionen

Sort peber er de umodne, tørrede frugter af Piper nigrum.

Sort peber er de umodne, tørrede frugter af Piper nigrum.

peber, fællesbetegnelse for krydderier med skarp, brændende smag og aromatisk, ofte stikkende lugt.

Fra slægten Piper i peberfamilien kendes især almindelig peber (Piper nigrum), som er en stedsegrøn, klatrende busk, der stammer fra Indien. Den har elliptiske blade og raklelignende stande af uanseelige blomster. Frugten er en stenfrugt. Grønne peberkorn er umodne, friske frugter i lage, sort peber er de umodne, tørrede frugter, mens hvid peber kommer fra de modne frugter, hvor det ydre frugtkød er fjernet. Flere andre sydasiatiske arter bruges på lignende måde, fx lang peber (P. longum og P. officinale), betelpeber (P. betle) og kubeber-peber (P. cubeba).

Ordet peber kommer af latin piper, gr. peperi, af sanskrit pippalī- 'bær, peberkorn'.

Navnet peber bruges også om flere botanisk ubeslægtede krydderier. Nellikepeber er fx de tørrede frugter af Pimenta dioica, en art i myrtefamilien fra Vestindien. Cayennepeber, rød peber, spansk peber og chili er frugter fra slægten Capsicum i natskyggefamilien; de stammer fra tropisk Amerika.

Annonce

Se også krydderier.

Peber. Piper nigrum, grønne peberfrugter.

Peber. Piper nigrum, grønne peberfrugter.

Verdensproduktion og -handel

Peberplanter dyrkes som kulturplanter i en lang række lande med tropisk og subtropisk klima. 80 % af verdensproduktionen dyrkes i Asien med Vietnam, Indonesien og Indien som de vigtigste producenter; andre vigtige producentlande er Brasilien og Kina.

Peber kom allerede i middelalderen til at spille en vigtig rolle i den interkontinentale handel, især fra Asien til Europa. I begyndelsen af 2000-t. er krydderipeber fortsat en vigtig eksportvare for enkelte ulande, heriblandt Madagaskar, og det eksporteres i øvrigt fra de fleste producentlande til markederne i ilandene.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Hans Folke, Hans Chr. Johansen: peber i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139863