Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

boghvede

Oprindelige forfattere KL og SFu Seneste forfatter Redaktionen

Boghvede.

Boghvede.

boghvede, Fagopyrum esculentum, plante i skedeknæfamilien. Det er en urt med op til 60 cm høje, oprette stængler. Bladene er pilformede, blomsterne er lyserøde (sjældent hvide) og sidder i halvskærm. Frugten er en lille, trekantet, sort nød, der i form kan minde om bøgens frugt, bog.

Boghvede stammer fra tempereret Asien, hvorfra den blev indført til Europa i 1300-t. som en melproducerende plante, der kunne trives på de fattigste, sandede jorder i Nordtyskland og Holland.

Boghvede. Boghvedefrø, fremavlet i Bhutan. Den boghvede, der sælges i Danmark, er for langt størstedelens vedkommende importeret. I 1980'erne blev boghvede forsøgt genindført som dansk afgrøde, men det blev snart opgivet.

Boghvede. Boghvedefrø, fremavlet i Bhutan. Den boghvede, der sælges i Danmark, er for langt størstedelens vedkommende importeret. I 1980'erne blev boghvede forsøgt genindført som dansk afgrøde, men det blev snart opgivet.

Frøene bruges mest til fremstilling af fødevarer, fx mel til pandekager, morgenmadsprodukter, kiks og brød, men planten kan også bruges som fx fjerkræfoder eller som biplante. Boghvedegryn bruges desuden i grød. Proteinet i boghvedemel har en høj næringsværdi, da indholdet af aminosyren lysin er højt.

Annonce

Efter stærk tilbagegang i begyndelsen af 1900-t. er der nu atter interesse hos forbrugerne for denne afgrøde, men forbruget er stadig ringe i Danmark. En anden art, tatarisk boghvede, F. tataricum, ses undertiden som ukrudt imellem korn på sandjord; den stammer fra Centralasien, hvor den har fundet anvendelse som den almindelige boghvede. Langt den største del af verdensproduktionen kommer fra Kina og Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Larsen, Svend Fuglsang: boghvede i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49020