Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

taks

Oprindelige forfattere KIC og Vedel Seneste forfatter Redaktionen

taks, (af lat. taxus, muligvis beslægtet med gr. toxon 'bue', sigtende til træets smidighed), Taxus, nåletræsslægt i taksfamilien med ti arter, hovedsagelig udbredt i tempererede egne på den nordlige halvkugle, men findes også i troperne og vokser syd for ækvator i Malesien, dvs. Malaysia, Indonesien og Filippinerne. Det er stedsegrønne, skyggetålende buske og middelstore træer, der forekommer som underskov i nåle- og løvskove. Blade, bark og frø indeholder et alkaloid, taxin, der er giftigt, især for heste, samt det giftige taxol, der anvendes i kræftbehandling (se terpener). Frøene spredes af fugle, som spiser den røde, ugiftige frøkappe. I haver og parker plantes talrige kultivarer af alm. taks (Taxus baccata) og af hybridtaks (T. x media), der er en krydsning mellem alm. taks og japansk taks (T. cuspidata). Alm. taks vokser kun vildt i Danmark i Munkebjerg Skov ved Vejle Fjord.

På trods af meget værdifulde egenskaber dyrkes taks ikke i skovbruget pga. den langsomme vækst. Af alle europæiske nåletræer har taks det tungeste, mest elastiske og mest holdbare ved. Det mørkebrune kerneved, der sortbejdset kaldes tysk ibenholt, har lige fra oldtiden været anvendt til bl.a. buer og knivskafter. Det bliver særdeles smukt ved polering og anvendes nu til finere snedker-, drejer- og træskærerarbejder samt til musikinstrumenter. Pga. tidligere tiders rovdrift er taks nu fredet i store dele af udbredelsesområdet, og det ved, der kommer på markedet, stammer fortrinsvis fra gamle træer i haver og parker.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ib Christensen, Helge Vedel: taks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169457