Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fyr

Oprindelige forfattere EWor, KIC og Vedel Seneste forfatter Redaktionen

Fyr. Kvist af skovfyr. I spidsen sidder to røde, knap et år gamle kogler, der endnu er oprette, men snart bliver nedadrettede. Længere nede sidder en grenkrans med to sidegrene og en grøn, ikke helt moden, knap to år gammel kogle. Sidegrenen th. bærer nær spidsen en gruppe af gule hanblomster. Øverst tv. en knap et år gammel hunblomst; øverst th. en hanblomst. Nederst tv. frø med vinge; vingen omslutter frøet med to kloformede forlængelser og løsnes let. Nederst th. en moden, åben kogle. Koglen åbner sig ved lav og lukker sig ved høj luftfugtighed. Skovfyr plantes især i plantager i Midtjylland og på Djursland, men findes også i NV-Sjælland og er almindelig i haver og parker.

Fyr. Kvist af skovfyr. I spidsen sidder to røde, knap et år gamle kogler, der endnu er oprette, men snart bliver nedadrettede. Længere nede sidder en grenkrans med to sidegrene og en grøn, ikke helt moden, knap to år gammel kogle. Sidegrenen th. bærer nær spidsen en gruppe af gule hanblomster. Øverst tv. en knap et år gammel hunblomst; øverst th. en hanblomst. Nederst tv. frø med vinge; vingen omslutter frøet med to kloformede forlængelser og løsnes let. Nederst th. en moden, åben kogle. Koglen åbner sig ved lav og lukker sig ved høj luftfugtighed. Skovfyr plantes især i plantager i Midtjylland og på Djursland, men findes også i NV-Sjælland og er almindelig i haver og parker.

fyr, Pinus, slægt af stedsegrønne nåletræer i granfamilien med ca. 90 arter. Fyr findes på den nordlige halvkugle fra de tempererede egne til troperne; på Sumatra vokser P. merkusii som den eneste repræsentant for slægten syd for ækvator.

Fyr er oftest store skovdannende træer med kuppelformet eller flad krone, og stammen er uden grene højt op; nogle arter er dog buskformede. De nåleformede blade sidder i bundter af to, tre eller fem på kortskud. Hanblomsterne sidder ved grunden af årsskuddene. De falder af efter blomstringen og efterlader et bart stykke på skuddet.

Fyrrekogler udvikles i spidsen af årsskuddene og modner på to år, hos pinje (P. pinea) dog på tre år. Den øvre del af frøskællene har en karakteristisk fortykkelse, skjoldet. På midten eller nær spidsen af skjoldet sidder en konveks eller konkav struktur, navlen, der ofte bærer en torn. Navlen dannes det første år, mens skjoldet dannes det andet år. Hos de fleste arter spredes frøene ved koglens modning. Nogle arter, fx Middelhavsregionens strandfyr (P. pinaster) og Aleppofyr (P. halepensis), har såkaldte serotine kogler, som kan sidde uåbnede på træet i årtier og først spreder deres frø efter en stærk varmepåvirkning fra fx en skovbrand. Fyrrens frø er oftest forsynet med en vinge og spredes af vinden. Cembrafyr (P. cembra) fra Centraleuropa og Sibirien, pinje (P. pinea) fra Middelhavsområdet og P. gerardiana fra Himalaya har frø uden eller med en rudimentær vinge, og deres frø spredes i stedet af dyr. Salgsartiklen "pinjekerner" er de spiselige frø fra pinje eller P. gerardiana.

Annonce

Bjergfyr (P. mugo) fra Mellemeuropas bjerge er almindelig i haver og parker. Den har sammen med klit- eller contortafyr (P. contorta) fra det vestlige Nordamerika stor betydning ved tilplantning af heder og klitter. Skovfyr (P. sylvestris) fandtes oprindeligt i Danmark, mens østrigsk fyr (P. nigra) fra Mellemeuropa og Middelhavsegnene ofte plantes i plantager, læhegn og haver. Den hyppigst brugte type er den "ægte" østrigske fyr (P. nigra var. nigra); i enkelte plantager ses korsikansk fyr (P. nigra var. corsicana), som har blødere og lysere grønne nåle. I Rocky Mountains findes i højder over 2300 m børstekoglefyrren (P. aristata), der er en af de ældste levende organismer på Jorden med en alder på ca. 4900 år.

Fyr. Silhuet af skovfyr. I områder med kraftigt snefald, fx i Skandinaviens fjelde, har skovfyr en smal, kegleformet krone med korte sidegrene. Herved mindskes risikoen for, at sidegrenene brækkes pga. snetrykket. Mange af de enstammede arter i fyrreslægten kommer til at ligne løvtræer i deres vækstform, da de mister den gennemgående hovedstamme, som bibeholdes hos arterne i granfamiliens andre slægter.

Fyr. Silhuet af skovfyr. I områder med kraftigt snefald, fx i Skandinaviens fjelde, har skovfyr en smal, kegleformet krone med korte sidegrene. Herved mindskes risikoen for, at sidegrenene brækkes pga. snetrykket. Mange af de enstammede arter i fyrreslægten kommer til at ligne løvtræer i deres vækstform, da de mister den gennemgående hovedstamme, som bibeholdes hos arterne i granfamiliens andre slægter.

Skovbrug

I danske plantager og skove anvendes fire arter af fyr: skovfyr (P. sylvestris), bjergfyr (P. mugo), klitfyr (P. contorta) og østrigsk fyr (P. nigra). De er alle tonålede. Fyrrearterne kræver en del lys, men de stiller ikke de store ernæringsmæssige krav. Fyr anvendes mest i hede- og klitskovbruget.

Skovfyr har blågrønne nåle og en med alderen kraftig rødgul stammebark. I de bedste bevoksninger kan skovfyr på 100 år blive ca. 30 m høj. Tilvæksten er dog langt mindre end fx rødgrans. Veddet har en rødbrun kerne og anvendes til bygnings- og møbelsnedkeri; af de bedste kvaliteter fremstilles knivskåret finer.

Bjergfyr har i kraft af sin hårdførhed haft stor skovbrugsmæssig betydning, idet den var den eneste træart, der kunne trives på vore golde og forblæste hede- og klitarealer. Bjergfyr har grønne nåle og ustilkede, vandret udstående, brune og skæve kogler. Kun den pyrenæiske varietet, der kaldes fransk bjergfyr, er enstammet, de øvrige lokalracer er alle flerstammede. Veddet er harpiksholdigt, sejt og hårdt og anvendes til spånplader og brænde. Årshugsten er ca. 15.000 m3 (2013).

Klitfyr har gulgrønne nåle samt skæve kogler med torn på kogleskællets midte. Den anvendes ligeledes i klitskovbruget.

Østrigsk fyr har lange, mørkegrønne nåle og store, lysebrune kogler. Veddet er stærkt harpiksholdigt og bl.a. egnet til dæksplanker. Den danske produktion er ubetydelig. Andre steder bruges fyrretræer til produktion af harpiks og terpentiner.

Skovfyr (Pinus sylvestris).

Skovfyr (Pinus sylvestris).

De ca. 30 arter af fyr, der kan dyrkes i Danmark, er oftest monumentale træer, der kræver stor plads. I mindre haver kan lave arter og dværgtyper af forskellige arter anvendes.

Fyrreskov

Skovfyr er hovedtræart i fyrreskove i de nordlige egne af Europa og Asien. I Mellem- og Sydeuropa er det ofte bjergfyr, i Spanien og Lilleasien er det østrigsk fyr og i Nordamerika weymuthfyr (P. strobus). I Danmark fandtes udbredte fyrreskove, først sammen med birk, siden med hassel, i Fyrretid fra ca. 9300 til ca. 7000 f.Kr. Endnu i middelalderen fandtes fyrreskove i Jylland. På Læsø blev fyrreskoven ødelagt i 1700-t., fordi træerne blev brugt som brændsel ved saltsydning. Nutidens danske fyrreskov er plantage af forskellige arter af fyr, ofte plantet sammen med andre nåletræer. I naturlig fyrreskovs bundflora vokser tyttebær, blåbær, multebær, mosebølle, mosepost og arter af ulvefod. Af urter ses snylterod, knærod, hjertebladet fliglæbe og arter af vintergrøn. Nogle af disse arter træffes også i danske fyrreplantager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eiler Worsøe, Knud Ib Christensen, Helge Vedel: fyr i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80989