Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fitzroya

Oprindelig forfatter KIC Seneste forfatter Redaktionen

Fitzroya, (efter R. Fitzroy), nåletræsslægt i cypresfamilien med én art, Fitzroya cupressoides. Denne danner skove enten alene eller sammen med sydbøg (Nothofagus) i den nedbørsrigeste del af Andesbjergene i det sydlige Chile og Argentina. Det er et op til 55 m højt træ, der kan blive meget gammelt; årringe svarende til en alder på ca. 3600 år er blevet talt på fældede træer, men tykke, hule træer i området er sandsynligvis ældre. Fitzroya cupressoides er lokalt et væsentligt tømmertræ, og arten er i øjeblikket truet pga. overdreven fældning. Forgreningen er alsidig, og de skælformede blade sidder i tretallige kranse. Planten er tvebo (særbo). Den forveddede kogle består af tretallige kranse af kogleskæl. Kun én krans af kogleskæl er fertil, og hvert skæl bærer tre frø.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ib Christensen: Fitzroya i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=76533