• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

granfamilien

Oprindelig forfatter KIC Seneste forfatter Redaktionen

Douglasgran kendes let på koglernes tredelte dækskæl, de store knopper, der ligner bøgens, samt på de bløde nåle, som dufter af citrusfrugter, når de knuses. Douglasgran plantes i nåletræsplantager, især i Østjylland og på Øerne.

Douglasgran kendes let på koglernes tredelte dækskæl, de store knopper, der ligner bøgens, samt på de bløde nåle, som dufter af citrusfrugter, når de knuses. Douglasgran plantes i nåletræsplantager, især i Østjylland og på Øerne.

granfamilien, Pinaceae, familie af nåletræer med hovedudbredelse i de tempererede egne på den nordlige halvkugle. Det er ofte skovdannende træer og buske med en krone, der er mere eller mindre regelmæssigt etageforgrenet. De er stedsegrønne, sjældnere løvfældende som fx lærk.

De nåleformede blade sidder enkeltvis eller undertiden i knipper. Blomsterne er enkønnede. Hanblomsterne er raklelignende og består af talrige skruestillede støvblade, der hver bærer to støvsække på undersiden. Støvkornene har normalt to luftsække. Visse år produceres de i så store mængder i Skandinaviens fyrre- og granskove, at en bred zone langs Østersøens kyster farves svovlgul. Hunblomsterne sidder i blomsterstande, kogler, opbygget af mange skruestillede dækskæl, der hvert støtter et frøskæl med to frøanlæg på oversiden. Skællene forvedder ved modenhed. Frøene har normalt en vinge, der dannes af frøskællets overflade. Frø med vinge spredes af vinden, mens vingeløse frø spredes af fugle og pattedyr. Hos nogle falder hele koglen af kortere eller længere tid efter frøspredningen, hos andre frigøres dæk- og frøskæl fra kogleaksen sammen med frøene. Granfamilien omfatter ca. 220 arter i 11 slægter, bl.a. fyr, Pinus, gran, Picea, lærk, Larix, og ædelgran, Abies.

Nåletræer. Rødgran (Picea alba), granfamilien.

Nåletræer. Rødgran (Picea alba), granfamilien.

Familien er ikke blot den artsrigeste i klassen Coniferae, men er også den økonomisk set mest betydningsfulde. Arter i familien leverer mere end 3/4 af verdens produktion af nåletræstømmer og pulp til papir, og de er betydende leverandører af bl.a. terpentin, harpiks og spiselige frø. Desuden har de en væsentlig plads i vore haver og parker, hvor der ses et stort antal sorter med afvigende vækstform eller nålefarve.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ib Christensen: granfamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85470