Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

foraminiferer

Oprindelig forfatter TLR Seneste forfatter Redaktionen

Foraminiferer. Scanning-elektronmikroskopier af foraminiferer. Længst tv. den nulevende  Elphidium crispum (ca. 0,8 mm). Skallens mange små kamre er perforerede, og cellen kan skyde lange, tynde pseudopodier ud gennem hullerne. De følgende billeder er alle af fossile former. De to tv. er bundlevende former med kalkskaller, hhv.  Lagena amphora (ca. 0,25 mm) og  Neoflabellina rugosa (ca. 1 mm), fra skrivekridtet ved Rødvig; ca. 65 mio. år gamle. Herfra stammer også den bundlevende, agglutinerende  Plectina ruthenica (ca. 1,5 mm; nr. to fra højre). Længst th. den kun 0,13 mm brede planktoniske, kalkskallede foraminifer  Globigeriniate glutinata fra Tsambika, Rhodos.

Foraminiferer. Scanning-elektronmikroskopier af foraminiferer. Længst tv. den nulevende Elphidium crispum (ca. 0,8 mm). Skallens mange små kamre er perforerede, og cellen kan skyde lange, tynde pseudopodier ud gennem hullerne. De følgende billeder er alle af fossile former. De to tv. er bundlevende former med kalkskaller, hhv. Lagena amphora (ca. 0,25 mm) og Neoflabellina rugosa (ca. 1 mm), fra skrivekridtet ved Rødvig; ca. 65 mio. år gamle. Herfra stammer også den bundlevende, agglutinerende Plectina ruthenica (ca. 1,5 mm; nr. to fra højre). Længst th. den kun 0,13 mm brede planktoniske, kalkskallede foraminifer Globigeriniate glutinata fra Tsambika, Rhodos.

foraminiferer, Foraminifera, gruppe af encellede organismer, protister; de fleste er 0,1-1 mm store. De fleste foraminiferer er marine, og flertallet af arter er bundlevende (benthiske), mens nogle få arter er planktoniske, dvs. findes fritsvævende i de øvre vandmasser. Der er beskrevet over 40.000 arter, både nulevende og fossile.

Ordet foraminifer af lat. foramen 'åbning, hul' og afledn. af ferre 'bære'.

Fossile foraminiferer er ofte velbevarede, har stor geografisk udbredelse og er uhyre almindelige. De er derfor blevet et vigtigt redskab til korrelation og tidsbestemmelse af geologiske aflejringer. På grund af deres ringe størrelse findes de i stort antal i borekerner, hvor man ellers kun har lidt materiale at arbejde med. De har således spillet en stor rolle i olieefterforskningen, som har anvendt tidszoneinddelinger baseret på foraminiferer. Foraminiferer er gode miljøindikatorer, da de forskellige arter ofte er knyttet til ganske bestemte havdybder, havbundstyper, temperaturforhold og saliniteter. Deres udbredelse kan rekonstrueres ud fra borekerner fra dybhavet og kan bl.a. fortælle om klima- og havstrømsændringer og om ændringer i havspejlets niveau under kolde og varme perioder, fx i Kvartær, dvs. de sidste 1,6 mio. år, hvor istider har skiftet med mellemistider.

Foraminiferernes skallers indhold af forskellige stabile og radioaktive isotoper fortæller om ismængden på kontinenterne og hermed det globale klima og benyttes til aldersbestemmelse af aflejringer. Gruppen har således en central placering i forsøget på at kortlægge klodens udviklingshistorie, både geologisk, oceanografisk og klimatisk.

Annonce

Anatomi

Foraminifererne hører til samme klasse, Rhizopoda, som amøberne. Begge grupper er karakteriseret ved besiddelse af pseudopodier, dvs. bevægelige udvækster af deres celleprotoplasma. Men foraminifererne adskiller sig fra amøberne ved, at deres pseudopodier er fine, ofte grenede tråde. Desuden udskiller de fleste foraminiferer en kalkskal, der beskytter cellens protoplasma. Visse foraminiferer uden kalkskal konstruerer en beskyttende kapsel af sammenkittet sand eller andet materiale (de såkaldt agglutinerende former), og de mest primitive former har en sæklignende organisk skal. Foraminiferers skal kan bestå af et eller flere kamre. Hos flerkamrede er de arrangeret i koncentriske cirkler, spiral, enkelt serie eller i serier med to eller tre rader. Kamrene har en stor åbning, foramen, der forbinder dem indadtil, og en stor hovedåbning udadtil. Skallen er dækket af små porer, hvorigennen de fine pseudopodier stikker ud. Foraminiferers protoplasma er kornet og opdeles i et ydre ektoplasma og et indre, mørkere endoplasma, der indeholder en eller flere cellekerner.

Formering

Foraminiferer har en kompliceret livscyklus med skifte mellem kønnet formering ved en gamontgeneration og ukønnet formering ved en schizontgeneration. Flertallet af individer tilhører gamontgenerationen, som består af små individer, der er dannet ved ukønnet formering og har ét kromosomsæt. Gamonter danner egentlige kønsceller, flagelbærende gameter, der smelter sammen og danner en schizont, som da får dobbelt kromosomsæt. Gamonterne findes oftest som tomme døde skaller. Schizonterne er større og ser ofte anderledes ud end gamonterne, hvilket har medført, at den samme art kan være beskrevet som to forskellige arter. Andre former for formering, fx selvbefrugtning, kendes også.

Levevis

Foraminiferernes pseudopodier bruges til fødefangst, fødeoptagelse, bevægelse og forankring; de kan danne et netværk, der stikker op fra havbunden og filtrerer fødeemner fra vandet, eller kan dække havbunden og opfange fødepartikler, som daler ned på havbunden fra overfladen. I dybhavet kan sådanne netværk dække store områder af havbunden.

Mange foraminiferer lever i strandsand og på fjordbunde, som sommetider næsten udelukkende kan bestå af foraminiferer. I kalk- og koralsand findes store former, som kan ses med det blotte øje, og visse steder i dybhavet kan havbunden bestå af tomme skaller af planktiske foraminiferer, det såkaldte Globigerina-slam, der kan farve bunden helt hvid.

Foraminiferer har længe været en overset gruppe, og deres økologi og betydning i det marine system er forholdsvis ukendt. Visse arter lever i symbiose med alger, der findes inden i cellen; især planktiske og fastsiddende arter fra lavt vand kan på denne måde indirekte udnytte sollyset vha. algernes fotosyntese. Den levende foraminifer kan være yderst farverig pga. algerne.

Foraminiferer er formentlig den mængdemæssigt vigtigste organisme i dybhavet. De kan udgøre over 50% af meiofaunaens biomasse, som igen udgør den overvejende del af biomassen i dybhavet. Visse dybhavsformer deltager i nedbrydningen af marin sne (phytodetritus) og formerer sig lynhurtigt, så snart der er føde til stede. Foraminiferer er også den dominerende organismegruppe i de centrale oceaner, i de såkaldte marine ørkener, hvor føden er meget sparsom, samt i de arktiske områder, hvor fødeforsyningen varierer stærkt med årstiden.

Palæontologi

Studiet af foraminiferer har foregået mest intensivt inden for geologien. De er særdeles hyppige i geologiske aflejringer og var i fortiden ofte bjergartsdannere. De ældste beskrevne foraminiferer havde organisk væg og opstod for over 500 mio. år siden i Kambrium. Senere opstod de agglutinerende former, og i Kul og Perm udbredtes talrige kalkskallede former. De planktiske former udvikledes i Kridt og er fx yderst talrige i det danske skrivekridt. I Tertiær opblomstrede nummulitterne, hvis rester dannede den såkaldte nummulit-kalk, som har været anvendt som bygningsmateriale til de egyptiske pyramider. Gruppens arter er desuden vigtige som ledefossiler for Paleocæn og Eocæn for 65-35 mio. år siden. Både planktiske og store benthiske former havde deres storhedstid i de varmeste perioder i Jordens forhistorie: Kridt, Eocæn og Miocæn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Tine Lander Rasmussen: foraminiferer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77996