Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hør

Oprindelige forfattere AStr, HJSP, Overoe og SFu Seneste forfatter Redaktionen

Hør. Tv.: vild hør (Linum catharticum), th.: almindelig hør (L. usitatissimum).

Hør. Tv.: vild hør (Linum catharticum), th.: almindelig hør (L. usitatissimum).

hør, Linum, den største slægt i hørfamilien med ca. 200 arter i tempererede og subtropiske egne. De er i reglen urteagtige med hele, spredte blade, regelmæssige blomster oftest med blå, røde eller gule, let affaldende kronblade og en femrummet kapsel med to glinsende blanke frø i hvert rum.

Vild hør, Linum catharticum, der forekommer på skrænter, overdrev og strandenge i Danmark, afviger ved at have modsatte blade og små, hvide blomster. Den dyrkede almindelig hør, L. usitatissimum (lat. 'den allermest nyttige'), kendes ikke som vildtvoksende, men stammer måske fra den mediterrane art L. bienne.

Hør ruskes.

Hør ruskes.

Der er forædlet to hovedtyper af hør: spindhør med henblik på de fibre, der findes i stænglens barklag og som er velegnede til fremstilling af tekstiler, samt oliehør, hvor det er frøene, der anvendes.

Annonce

Hørfrø

Frøene af Linum usitatissimum er brune, glatte, ca.1/2 cm lange og skævt ægformede i omrids; de indeholder indtil 6 % slim og indtil 40 % fed olie. Hørfrø anvendes til bagning og desuden som afføringsmiddel, enten direkte eller som bestanddel af medicinske præparater eller levnedsmidler. Virkningen beror bl.a. på, at frøene svulmer kraftigt op i vand, hvorved de mekanisk stimulerer tarmen til øgede bevægelser (se peristaltik).

Hørfrø.

Hørfrø.

Ved presning eller ekstraktion af hørfrø udvindes en fed tørrende olie (hørfrøolie eller linolie). Restproduktet efter presningen (hørfrøkager) anvendes til kvægfoder.

Verdensproduktion og -handel

Verdensproduktionen af oliehør var i 2012 ca. 2 mio. t og foregik hovedsagelig i Canada (24 %), Rusland (19 %), Kina (18 %) og Kasakhstan (8 %). Oliefrø indgår i verdenshandelen dels som ubehandlede frø, dels som pressekage.

Oliehør.

Oliehør.

Spindhør nåede 2012 en totalproduktion på 240.000 t, hvoraf Frankrig og Hviderusland stod for hver ca. 22 % efterfulgt af Rusland med 19 %.

Læs også om hørtekstiler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, H.J. Styhr Petersen, Jens Overø, Svend Fuglsang: hør i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95551