Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kodriverfamilien

Oprindelige forfattere KIC og KL Seneste forfatter Redaktionen

Kodriverfamilien. Tv. hulkravet kodriver (Primula veris), øverst th. fladkravet kodriver (Primula elatior) og nederst th. storblomstret kodriver (Primula vulgaris).

Kodriverfamilien. Tv. hulkravet kodriver (Primula veris), øverst th. fladkravet kodriver (Primula elatior) og nederst th. storblomstret kodriver (Primula vulgaris).

kodriverfamilien, Primulaceae, plantefamilie med 22 slægter og over 800 arter udbredt over hele Jorden; de er dog sjældne i troperne.

Familien omfatter næsten udelukkende urter og er kendetegnet ved sin helkronede, undersædige blomst med kun en krans af støvblade ud for kronfligene og et enrummet frugtanlæg med centralt placeret frøanlæg. Frugten er en kapsel.

Familien deles i flere, ret forskelligt udseende grupper: fredløs-gruppen, der har en hjulformet krone med kort kronrør, fx fredløs, skovstjerne og arve; Cyclamen-gruppen med snoet knopleje og tilbagebøjede kronflige. Gruppen har kun én slægt, alpeviol; Primula-gruppen med taglagt knopleje og rør- eller fladkravede kroner, fx kodriver, vandrøllike, fjeldarve og alpeklokke; Glaux-gruppen, der mangler krone, fx sandkryb, og endelig Samel-gruppen med oversædig blomst, fx samel.

Annonce

Kodriverfamilien tilhører lyngordenen, Ericales, og de nærmeste slægtninge er Styracacea og Symplocaceae. Se også dækfrøede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Ib Christensen, Kai Larsen: kodriverfamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107818