Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

liljefamilien

Oprindelig forfatter IbFri Seneste forfatter Redaktionen

liljefamilien, Liliaceae, familie med 15 slægter og mere end 600 arter af enkimbladede flerårige urter i liljeordenen, udbredt i de køligt og varmt tempererede områder på den nordlige halvkugle. Ud over den faste skematiske struktur i blomsterne (seks blosterblade i to kranse, seks (eller tre) støvbærere i to kranse, frugtanlæg med tre frugtblade) og nektardannelse på de oftest brogede blosterblade har liljefamilien bladene placeret på den oprette stængel, løg med kun skælagtige løgskæl og undersædige blomster. De vigtigste slægter i familien er Fritillaria, guldstjerne, hundetand, lilje og tulipan.

Nyere forskning, især anatomiske og kemiske studier, har bevirket, at liljefamilien nu defineres langt snævrere end tidligere, hvor blomstens opbygning blev anset for at være et vigtigt fællestræk, fx henførtes Hyacinthaceae, løgfamilien og konvalfamilien tidligere til liljefamilien, men er nu inkluderet i aspargesordenen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ib Friis: liljefamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116902