• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

peberrod

Oprindelige forfattere KL og SKAn Seneste forfatter Redaktionen

peberrod, Armoracia rusticana, op til 1 m høj, flerårig plante i korsblomstfamilien med hele eller indskårne blade og små, hvide blomster i topformede stande; frugterne, der sjældent udvikles i Danmark, er små og næsten kugleformede skulper. Oprindelsen er usikker, men det menes, at arten stammer fra det sydlige Rusland eller Vestasien.

Peberrod dyrkes overalt i Europa som enårig krydderurt pga. roden og den nedre del af stænglen, der danner den hvide, cylindriske peberrod med brunlig bark. Hovedroden skrælles og snittes til friskt krydderi, hvis skarpe smag skyldes indholdet af allylsennepsolie. Siderødderne anvendes til vegetativ formering.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Larsen, Susanne Klug-Andersen: peberrod i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139873