Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kapersfamilien

Oprindelig forfatter KL Seneste forfatter Redaktionen

kapersfamilien, Capparidaceae, en overvejende tropisk plantefamilie i korsblomstordenen med ca. 480 arter, mange hjemmehørende i tropernes tørre områder. Det er urter, buske og træer, ofte med torne. Bladene, der sidder spredte, er hele eller sammensatte. Akselbladene kan være udformet som torne. Blomsterne sidder enkeltvis eller i klaser, de er normalt firetallige, fra regelmæssige til mere eller mindre uregelmæssige, med mange støvblade og, som et særligt familiekendetegn, en stilket frugtknude. Frugten bliver et stilket bær eller en skulpelignende kapsel. Kapersfamilien er beslægtet med korsblomstfamilien og indeholder de samme kemiske stoffer (sennepsolieglykosider og alkaloider). Af nytteplanter kan nævnes kapers.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Larsen: kapersfamilien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103918