Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kakao

Oprindelige forfattere AStr, JFak og SChr Seneste forfatter Redaktionen

Kakao. Kakaotræ med frugter fra en plantage på Java. Selvom Afrika er langt den største producent af kakao, har Indonesien og Malaysia i de sidste årtier af 1900-t. fået en stadig større betydning. Frugterne, der dannes af de kauliflore blomsterstande på stammerne, er orange til rødviolette i moden tilstand. Nederst tv. en frugt, hvis tykke, hårde frugtskal er delvis fjernet, så de store frø, kakaobønnerne, er blevet synlige. De letfordærvelige frø er omgivet af en blød, lidt slimet masse.

Kakao. Kakaotræ med frugter fra en plantage på Java. Selvom Afrika er langt den største producent af kakao, har Indonesien og Malaysia i de sidste årtier af 1900-t. fået en stadig større betydning. Frugterne, der dannes af de kauliflore blomsterstande på stammerne, er orange til rødviolette i moden tilstand. Nederst tv. en frugt, hvis tykke, hårde frugtskal er delvis fjernet, så de store frø, kakaobønnerne, er blevet synlige. De letfordærvelige frø er omgivet af en blød, lidt slimet masse.

kakao, produkt udvundet af frø af kakaotræet, Theobroma cacao, et stedsegrønt træ i katostfamilien (ifølge tidligere systematik tilhørende Sterculiaceae), hjemmehørende i Amazonområdet i Sydamerika. Det bliver 8-12 m højt, har store helrandede blade og små rødgule blomster, der fremkommer direkte fra stammen og større grene (kauliflori).

Frugten er 15-20 cm lang og ligner en tyk agurk med læderagtig skal. Den indeholder fem rum med rækker af mandelstore frø, kakaobønner. Det meste af frøet optages af de sammenfoldede kimblade, der er rige på fedt og også indeholder lave koncentrationer af de stimulerende stoffer theobromin og koffein.

Kakao er en meget gammel kulturplante, der blev dyrket i Mexico længe før europæernes ankomst og spillede en vigtig rolle hos aztekerne. Som kulturplante dyrkes kakaotræet i plantager, tidligst i Sydamerika, fra slutningen af 1800-t. i Afrika.

Annonce

Ordet kakao kommer af spansk cacao, af nahuatl kakawatl 'kakao', egl. 'æggeagtig (ting)', af *kapa 'sprød skal, æg', efter de tørrede bønners udseende.

Gastronomi

Bearbejdede kakaobønner anvendes i chokolade og kakaopulver, i daglig tale blot kaldet kakao. Mere end 50 % af bønnerne består af det faste fedtstof kakaosmør. Kakaopulver, som er den rest, der er tilbage, når kakaosmør er presset ud af kakaomassen, har en bitter smag. Det anvendes til konfekt og kager og til drikkebrug. Til kakaodrikke opslæmmes det i varm mælk og tilsættes sukker og vanilje eller andre aromastoffer. I handelen er også færdigprodukter indeholdende bl.a. tørmælk, sukker og aromastoffer, der kan opslæmmes i koldt vand, samt drikkeklar kakaomælk aftappet på flasker.

Verdensproduktion

Kakaoproduktionen, der er steget meget stærkt siden 1950'erne, var i 2010/11 ca. 4,3 mio. t, hvoraf 3/4 dyrkedes i Afrika, hovedsagelig i Elfenbenskysten (35 %) og Ghana (24 %). Andre 10 % kom fra Indonesien, 6 % fra Nigeria og 5 % fra Cameroun.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Jørgen Fakstorp, Sofus Christiansen: kakao i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103070