Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hibiscus

Oprindelige forfattere AStr og LSer Seneste forfatter Redaktionen

Hibiscus syriacus.

Hibiscus syriacus.

Hibiscus, slægt i katostfamilien med ca. 200 arter, især buske og små træer hjemmehørende i tropiske og subtropiske dele af Asien, Polynesien og Afrika. De har lappede eller håndfligede blade og store blomster, oftest røde eller gule, hvor støvtrådene er sammenvokset til en søjle. Frugten er en kapsel.

Flere arter er populære potteplanter, bl.a. Hibiscus rosa-sinensis, hawaiiblomst, og enkelte kan dyrkes på friland i Danmark, fx H. syriacus.

Ordet Hibiscus kommer af det latinske plantenavn hibiscum.

Fra H. cannabinus, basttræ, udvindes hamplignende fibre (se kenaf). Bisamkorn eller moskusfrø fra Abelmoschus moschatus, H. abelmoschus, abelmoskus, anvendes i styrkende drikke og i parfumer, idet de malede korn dufter af moskus.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Lars Serritslev: Hibiscus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91306