Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skaldyrsforgiftning

Oprindelig forfatter JaLar Seneste forfatter Redaktionen

skaldyrsforgiftning, forgiftning hos mennesker efter indtagelse af skaldyr (muslinger eller snegle); oftest forårsaget af algegiftstoffer som fx saxitoxin og domoinsyre.

Mange muslinger og snegle kan gennem fødekæden akkumulere giftstoffer fra alger uden selv at påvirkes nævneværdigt, men hvis disse skaldyr spises af mennesker eller andre pattedyr, kan det medføre alvorlige og endog dødelige forgiftninger. Giftstofferne kan ikke smages eller lugtes og forsvinder ikke ved tilberedning af skaldyrene. Der kendes fire hovedtyper af skaldyrsforgiftning, som alle medfører opkastning og diarré 1/2 til få timer efter indtagelse af et giftigt måltid. De øvrige symptomer varierer afhængigt af forgiftningstypen.

Mange lande, bl.a. Danmark, fører kontrol med industrielt forarbejdede muslingers indhold af algegiftstoffer. Giftproducerende alger omfatter bl.a. nogle få kiselalger og slægter af dinoflagellater som fx Alexandrium, Dinophysis og Prorocentrum.

Annonce

Typer af skaldyrsforgiftning
amnesisk skaldyrs-forgiftning (ASP)diarréisk skaldyrs-forgiftning (DSP)neurotoksisk skaldyrs-forgiftning (NSP)paralytisk skaldyrs-forgiftning (PSP)
symptomermavekramper, alvorlige tilfælde kan give hallucinationer og hukommelsestab; har medført dødsfald. Ingen kendt medicinsk behandlingmavesmerter, fuld restituering efter få dage, men kronisk påvirkning af selv meget små mængder af giftstof kan fremme væksten af kræftcellerhovedpine, muskel- og ledsmerter, i alvorlige tilfælde åndedræts-, synke- og talebesvær, dobbeltsyn og ændret følelse af varmt og koldtkløe omkring munden, som gradvist spredes til bl.a. fingre og tæer, i alvorlige tilfælde muskelparalyse og død som følge af åndedrætssvigt. Selv svære forgiftninger kan overleves uden mén gennem kunstigt åndedræt
algerarter af kiselalgeslægten Pseudo-nitzschiaarter af dinoflagellaterne Dinophysis og Prorocentrumdinoflagellaten Gymnodinium breveforskellige dinoflagellater, bl.a. Alexandrium, Pyrodinium og Gymnodinium catanatum
algernes udbredelsevidt udbredt, flere arter findes i Danmarkvidt udbredt, begge slægter findes i danske farvandebegrænset udbredelse, Mexikanske Golf, New Zealand, Hongkong og muligvis Sydafrikavidt udbredt særlig i troperne, arter af Alexandrium findes i Danmark
giftstofferdomoinsyreforårsages af en række forskellige giftstoffer, bl.a. okadeinsyrebrevetoksinerforårsages af en række giftstoffer, bl.a. saxitoksin

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jacob Larsen: skaldyrsforgiftning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=159697