• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dinoflagellater

Oprindelige forfattere CH-C og HAbT Seneste forfatter Redaktionen

Dinoflagellater. Tv. et scanning-elektronmikroskopi af Protoperidinium divergens fra marint plankton; bemærk de fint mønstrede plader i panseret. Øverst th. en art af slægten Gymnodinium; en nøgen dinoflagellat, der lever i marine aflejringer. Svingtrådene er placeret i de tydelige furer. De små, gulbrune strukturer er kloroplaster, hvori lysenergi udnyttes under fotosyntesen. Nederst th. Prorocentrum; en panserbærende art, også fra marine aflejringer. De kondenserede, oprullede, kromosomer ses tydeligt i den store kerne, som fylder cellens bageste halvdel. De tre alger er vist i hhv. 700, 600 og 750 ganges forstørrelse.

Dinoflagellater. Tv. et scanning-elektronmikroskopi af Protoperidinium divergens fra marint plankton; bemærk de fint mønstrede plader i panseret. Øverst th. en art af slægten Gymnodinium; en nøgen dinoflagellat, der lever i marine aflejringer. Svingtrådene er placeret i de tydelige furer. De små, gulbrune strukturer er kloroplaster, hvori lysenergi udnyttes under fotosyntesen. Nederst th. Prorocentrum; en panserbærende art, også fra marine aflejringer. De kondenserede, oprullede, kromosomer ses tydeligt i den store kerne, som fylder cellens bageste halvdel. De tre alger er vist i hhv. 700, 600 og 750 ganges forstørrelse.

dinoflagellater, Dinophyceae, furealger, panserflagellater, algegruppe omfattende ca. 4500 arter fordelt på 550 slægter, hvoraf en meget stor del er fossile. Opbygningen af dinoflagellaternes kerne og flagel er så afvigende, at gruppen må anses for meget isoleret, og dens nærmeste slægtninge er formentlig ciliater. Dinoflagellater er vidt udbredte i salt- og ferskvand og findes fortrinsvis i plankton.

De fleste dinoflagellater er encellede, 10-100 μm store med to sidestillede svingtråde, flageller, der oftest er placeret i furer på cellens overflade. Større former kan foretage aktive vandringer op og ned i vandmasserne. Nogle former har en theca, et panser af celluloseplader, som ligger i vesikler under cellemembranen. Andre kaldes nøgne, fordi vesiklerne er tomme. Dinoflagellaters kerne, dinokaryon, er speciel ved, at kromosomerne altid er kondenserede og derfor synlige uden farvning.

Ordet dinoflagellat kommer af græsk dinos 'kreds, hvirvel' og flagellater.

Halvdelen af de nulevende arter er autotrofe, dvs. lever ved fotosyntese, og har brune eller brungule, sjældnere blågrønne, kloroplaster, som indeholder klorofyl a og c samt carotenoider som fx peridinin. De øvrige arter ernærer sig ved heterotrofi, dvs. ved at indtage organisk stof, eller mixotrofi, en blanding af auto- og heterotrofi. Nogle kan endog optage organismer af samme størrelse eller større end cellen selv. Ukønnet formering foregår ved deling, og kønnet formering kendes hos et stadig stigende antal arter.

Annonce

Dinoflagellater udgør sammen med kiselalger de vigtigste primærproducenter af organisk stof i havets plankton. Flere arter kan ved masseforekomst give ophav til fænomener som morild eller red tides. En del arter, fx af slægterne Alexandrium, Gonyaulax og Dinophysis, danner giftstoffer, som ophobes i muslinger og derved kan forårsage skaldyrsforgiftning.

Fossile dinoflagellater

Nogle arter kan under særlige forhold og i forbindelse med den kønnede formering indkapsle sig som passive hvilesporer, cyster. Cystens væg er meget modstandsdygtig, og derfor kan den, i modsætning til det aktive stadium, bevares fossilt. De fleste fossile dinoflagellater består af det organiske stof dinosporin, mens et mindre antal består af kisel eller kalk.

Udseendet af en cyste kan afvige stærkt fra det aktive stadium. Nogle har fx lange pigge, og det var først i 1960'erne, man opdagede, at sådanne mikrofossiler var cyster af dinoflagellater. Indtil da kaldtes disse gådefulde mikrofossiler hystrichosphærer.

De ældste sikre dinoflagellater, bl.a. Suessia, er fra Sen Trias (ca. 230 mio. år før nu). De bliver dog først hyppige i jurassiske og senere aflejringer. To væsentlig ældre, men noget tvivlsomme dinoflagellater kendes fra Silur og Devon.

Fossile dinoflagellater findes næsten udelukkende i marine aflejringer. De omfatter et utal af forskellige former og benyttes derfor meget til aldersbestemmelse af jordlag (se biostratigrafi). Et gram sediment kan indeholde flere tusinde cyster. Fordi de er så hyppige og kan præpareres fri selv fra hårde bjergarter, er de bl.a. nyttige ved datering af olieboringer. De har også vist sig brugbare til at bedømme fortidige miljøer, især havvandets temperatur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Heilmann-Clausen, Helge Abildhauge Thomsen: dinoflagellater i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64801