Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning. |
kransnålalger, gruppe af alger tilhørende grønalgeklassen Charophyceae. I Danmark findes 25 arter og fem slægter, bl.a. glanstråd, kransnål og redetråd, de fleste i stillestående vand med pH ≤ 7, enkelte i brakvand. I rene søer og damme kan de danne udbredte undersøiske enge, mens de ved eutrofiering skygges bort af den øgede mængde planteplankton. De oftest flere decimeter høje planter er fæstnede i sedimentet med rodlignende tråde og består af en hovedakse med kransstillede sideskud. Formeringsorganerne er kompliceret byggede. Kalkinkrusterede zygoter, gyrogonitter, kendes fossilt fra Silur op til vor tid.
Helle Nielsen: kransnålalger i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=110718 |
Denne artikel stammer fra:
Leksikon