Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

majs

Oprindelige forfattere AStr, Folke, HCJ, KrMoe og SKAn Seneste forfatter Redaktionen

Majs. Frø, spiring og kimplanteudvikling hos dækfrøede planter. 1 og 2 er eksempler på tokimbladede planter, 3 og 4 på enkimbladede. 1 Epigæisk spiring hos sojabønne. De grønne kimblade kan foretage fotosyntese, hvorved der hurtigt produceres næring til kimplantens vækst. Senere visner kimbladene, og fotosyntesen overtages af de nydannede løvblade. 2 Haveært spirer hypogæisk, og de underjordiske kimblade fungerer som næringsdepoter. De første lavblade er uden stor fotosynteseaktivitet, mens de efterfølgende løvblade sørger for næringsproduktion til den videre vækst. 3 Epigæisk spiring hos løg. Det første og de efterfølgende løvblade bryder ud fra kimbladets omskedende bladfod. Bladfødderne, der omslutter den korte stængel, svulmer efterhånden op pga. oplagsnæring, hvorved løget dannes. 4 Majs har hypogæisk spiring. Næringen fra frøhviden transporteres bl.a. ud i kimroden, der forlænges og gennembryder koleorhiza, mens vækst i skudspidsen resulterer i gennembrydning af koleoptilen.

Majs. Frø, spiring og kimplanteudvikling hos dækfrøede planter. 1 og 2 er eksempler på tokimbladede planter, 3 og 4 på enkimbladede. 1 Epigæisk spiring hos sojabønne. De grønne kimblade kan foretage fotosyntese, hvorved der hurtigt produceres næring til kimplantens vækst. Senere visner kimbladene, og fotosyntesen overtages af de nydannede løvblade. 2 Haveært spirer hypogæisk, og de underjordiske kimblade fungerer som næringsdepoter. De første lavblade er uden stor fotosynteseaktivitet, mens de efterfølgende løvblade sørger for næringsproduktion til den videre vækst. 3 Epigæisk spiring hos løg. Det første og de efterfølgende løvblade bryder ud fra kimbladets omskedende bladfod. Bladfødderne, der omslutter den korte stængel, svulmer efterhånden op pga. oplagsnæring, hvorved løget dannes. 4 Majs har hypogæisk spiring. Næringen fra frøhviden transporteres bl.a. ud i kimroden, der forlænges og gennembryder koleorhiza, mens vækst i skudspidsen resulterer i gennembrydning af koleoptilen.

majs, Zea, slægt med fem arter, majs (Zea mays) og teosinte, der betegner Z. mexicana (tidl. Euchlaena mexicana) og andre vilde Zea-arter, i græsfamilien. Arten majs er et stort, enårigt græs med 1-5 m høje, indtil 6 cm tykke, marvfyldte strå og brede, lancetformede blade. Majs er sambo, dvs. har adskilte hanlige og hunlige blomster på samme plante. De hanlige småaks sidder i en sammensat top i spidsen af strået, mens de enblomstrede hunlige småaks sidder tæt skruestillet på en tyk akse omgivet af dækblade i de nedre bladhjørner. Ved modningen sidder de ærtestore korn tæt pakket i en valseformet kolbe. Modsat de fleste græsser har den fuldtudviklede majsplante bevaret kimplantens hovedrod, hvorfra der udgår talrige birødder.

Ordet majs kommer af sp. maíz, af caribisk opr.

Majs stammer fra Mexico eller den nordligste del af Sydamerika. Ved europæernes kolonisering havde den allerede været dyrket i flere tusinde år (se også milpa), og dens oprindelse er meget omdiskuteret. Sandsynligvis er den opstået ved selektion fra vilde arter, herunder teosinte, en mindre plante, der er vildtvoksende i Mexico.

Barbara McClintock beskrev for første gang "hoppende gener" (se transposoner) hos majs, en opdagelse, der i 1983 udløste nobelprisen.

Annonce

Dyrkning

Frisk og sprød spisemajs.

Frisk og sprød spisemajs.

Majs blev efter den europæiske kolonisering i Amerika bragt til Europa, hvor den fik betydning i Syd- og Østeuropa fra slutningen af 1600-t. Langt vigtigere blev dog den majsdyrkning, som blev indledt i 1800-t. af europæiske immigranter i Nordamerika; tidligst i Sydstaterne, hvor majs var et vigtigt element i kosten for plantagernes slaver. Efter midten af 1800-t. blev tyngdepunktet forskudt til de nordlige præriestater, hvor majsen først og fremmest blev anvendt som foderplante. I 1800- og 1900-t. blev majsdyrkning i et vist omfang udbredt til andre verdensdele, bl.a. Kina.

Dyrkning af majs til modenhed lykkes kun i områder med en lang, varm vækstsæson. Udenlandske majsforædlere har imidlertid udviklet sorter, der er interessante i dansk grovfoderproduktion, idet de under vore klimaforhold kan nå at udvikle kolber med gulmodne kerner. På dette stadium, der indtræder i september-oktober, er majsafgrøden velegnet til ensilage. Kolberne indeholder store mængder stivelse og sukkerstoffer og er langt mere værdifulde end de øvrige plantedele.

Majs bliver mest brugt til ensilage i Danmark.

Majs bliver mest brugt til ensilage i Danmark.

1992-96 varierede udbyttet i danske forsøg med majs til ensilering mellem 80 og 140 afgrødeenheder pr. ha; der er som regel 90.000 planter pr. ha. Det danske majsareal var ubetydeligt i 1960'erne, men med den øgede adgang til egnede sorter har det siden været stigende. I 2010 blev der avlet majs på 173.000 ha (5,9 mio. t afgrøde); arealet af sukkermajs til konsum var i 2011 10.000 ha (56.000 t).

Havebrug

I Danmark dyrkes flere sorter af sukkermajs (Zea mays convar. saccharata) som grøntsag i haver, fx lumidor supersød og hollywood. Fuldt udviklede kolber koges eller grilles eller anvendes som majskerner. Desuden anvendes særlige sorter som babymajs, hvis meget unge, blege frugtstande anvendes rå i salater o.l.

Majs. Flere sorter af majs dyrkes som prydplanter pga. deres brogede blade og orange, røde, violet-sorte eller stribede kolber. Den viste sort, harlekin, kan ikke spises, men kolberne bruges fx tørrede til dekorationer.

Majs. Flere sorter af majs dyrkes som prydplanter pga. deres brogede blade og orange, røde, violet-sorte eller stribede kolber. Den viste sort, harlekin, kan ikke spises, men kolberne bruges fx tørrede til dekorationer.

Verdensproduktion og -handel

Majs er vægtmæssigt den vigtigste af kornarterne. En stor del af den samlede årshøst på ca. 800 mio. t kommer fra områder med ekstensiv dyrkning, bl.a. USA, Brasilien og Sydafrika, og udbyttet svinger en del fra år til år. I andre vigtige produktionslande som Kina og Frankrig dyrkes majs intensivt, og udbytterne er mere stabile, i Kina stærkt voksende. I de fleste lande går en stor del af produktionen til svinefoder, men i en del afrikanske og sydamerikanske lande er majs et af de basale fødemidler. En mindre del af majsen forarbejdes til cornflakes, som er en populær morgenmad i mange ilande.

Kun ca. 11% af høsten indgår i verdenshandelen med USA som helt dominerende eksportland. Japan, Sydkorea og Mexico er de største importører.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Strid, Hans Folke, Hans Chr. Johansen, Kristian Mølle, Susanne Klug-Andersen: majs i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120810