Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kinatræ

Oprindelig forfatter VDa Seneste forfatter Redaktionen

kinatræ, Cinchona, slægt af træer og buske i krapfamilien med ca. 40 arter; stammer fra Andesbjergenes regnskove og vokser i en højde af 2000-3400 m. Det er stedsegrønne træer og buske med blanke blade. Blomsterne er helkronede, femtallige og hvidlige, røde eller violette og sidder i topformede stande. Frugten er en kapsel.

1. led i ordet kinatræ kommer af spansk quina fra det indianske sprog quechua kina 'bark'.

Barken, kinabark, indeholder kinin, som bl.a. anvendes mod malaria samt i tonicvand. Slægten blev omkring 1650 opdaget af spanierne og indførtes som kulturplante til tropisk Asien i midten af 1800-t.

Forskellige arter dyrkes i plantager i alle troper, navnlig på Java og i Indien. De vigtigste er Cinchona calisaya, C. succirubra, C. ledgeriana og C. officinalis.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vilhelm Dalgaard: kinatræ i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106289